Hugormesæson: Det skal du gøre, hvis dit kæledyr bliver bidt

Hvert år oplever flere danske hunde- og katteejere, at deres kæledyr bliver bidt af hugorme, og det er vigtigt at tage det alvorligt, hvis der er mistanke om hugormebid.

De lune måneder er over os, og det betyder masser af udendørsaktiviteter for både hund og kat. Det er også tiden, hvor du skal være ekstra opmærksom på, om dit kæledyr bliver bidt af en hugorm. De giftige slanger er nemlig aktive i perioden fra april til november, og det kan være livsfarligt, hvis din hund eller kat bliver bidt.

I langt de fleste tilfælde overlever dyrene, men i værste fald kan biddet være livstruende og kræve langvarig behandling. Derfor anbefaler dyrlæge Britt Ingvertsen fra AniCura at tage selv den mindste mistanke om bid alvorligt:

– Det er ekstremt vigtigt at tage til dyrlæge, hvis der er mistanke om hugormebid. Der er desværre mange, der ikke er klar over, hvor farligt det kan være, hvis dyret bliver bidt, men vi kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er at tage det alvorligt. Dyrlægen kan give hunden eller katten understøttende behandling, som dæmper smerterne og sørger for, at dyret på bedst mulig vis kan udskille giften, fortæller Britt Ingvertsen og uddyber, at en hund eller kat ved bid får sprøjtet omkring 30 mg gift i sig, hvorfor det særligt er de mindre dyr, der mærker symptomer ved hugormebiddet.

Vær opmærksom på symptomer
Det er ikke altid, at dyreejere lægger mærke til selve hugormebiddet, men symptomer ved bid kan være voldsom hævelse, akut halthed, svimmelhed, træthed, choktilstand og udvikling af gulsot. Derudover kan giften medføre skader på blodkar, blodtryksfald, hjerteproblemer og bevidsthedstab. Indtil kæledyret kommer til dyrlægen, er der flere ting, du selv kan gøre for at mindske omfanget af skaden:

– Hvis din hund eller kat bliver bidt, er det vigtigt at tage den med ro, da muskelaktivitet kan fremskynde spredningen af giften. Hvis du er til stede, når dyret bliver bidt, skal det helst bæres væk fra stedet – en stor hund bør så vidt muligt også helt undgå at gå. Det er derudover vigtigt, at der ikke bindes noget omkring biddet, da det kan få blodcirkulationen til at stoppe, forklarer Britt Ingvertsen.

Hugormen er fredet i Danmark og er den eneste slange i Norden med giftigt bid, og den trives bedst i højt græs, bunker af blade, sandjord og lignende varme steder.

Forfatter
Tags

Related posts

Top