HTX-elever deltager i World Robot Olympiad

For første gang er EUC Nordvest repræsenteret i den årlige World Robot Olympiad (WRO) – en robotkonkurrence for unge talenter med teknisk snilde.

Lørdag d. 1. oktober sætter Niki Ewald Zakariassen og Chris Sixhøj fra HTX i Thisted, kursen mod Aarhus, hvor den nationale del af WRO skal afgøres. Vinderne af den nationale konkurrence kvalificerer sig direkte til den internationale finale, der i år afholdes i Delhi i Indien.

De to HTX-elever stiller op inden for kategorien ”Regular”.
– Vi dyster i robotprogrammering, hvor vi skal bygge og programmere en robot, der efterfølgende skal løse en opgave på en foruddefineret bane på tid. Dette års tema er genbrug af skrald, og vores opgave går ud på at bygge en robot, der skal hente, sortere og tømme skrald i de korrekte containere på genbrugsstationen. Vinderne er dem, der udfører opgaven korrekt op på kortest mulig tid, forklarer Niki Ewald Zakariassen.

Kravene skærpes ved finalen i Delhi
I den nationale del af konkurrencen, er det tilladt at bygge og programmere robotten forud for konkurrencen, således at man går direkte til udførelses-opgaven ved konkurrencens start. Så let bliver det imidlertid ikke, hvis de to lokale deltagere kvalificerer sig til den internationale finale:
– Til WRO i Delhi skal man bygge robotten fra bunden som en del af konkurrencen. Og her er det ikke tilladt at medbringe en manual – man skal bygge den ud fra sin hukommelse. Herudover får man en ”overraskelsesregel” en time før, konkurrencen starter. Det er en regel, der ændrer i forudsætningerne, så man bliver nødt til at lave nogle programmeringsmæssige ændringer på robotten, for at den kan løse den givne opgave, fortæller Chris Sixhøj.

Høje forventninger
Både Niki Ewald Zakariassen og Chris Sixhøj har høje forventninger til den forestående konkurrence i Aarhus. De mener selv, at de har konstrueret og programmeret en robot, der har en fair vinderchance, og derfor har de selvfølgelig også gjort sig nogle overvejelser om, hvad der skal til for at stå distancen, hvis de er så heldige at kvalificere sig til finalen i Delhi:
– Vores designmål har fra starten været at designe en robot, der er så kompatibel som muligt med såvel den nationale som den internationale konkurrences regelsæt, så vi ikke skal starte fra scratch, hvis vi går videre. Det synes vi er lykkedes rigtig godt, så det vil være ganske få justeringer, der skal til, for at vores robot er gearet til at deltage i den internationale finale, fastslår Niki Ewald Zakariassen

Forfatter

Related posts

Top