Danmark storspillede imod Tyskland, og slog vores naboer imod syd med 31-26.
– Vi sænker skuldrene lidt. Vi fik løsnet mere op for det.. Vi spillede vi en god forsvarskamp i anden halvleg, vi får også læst tyskernes forsvar bedre end i første halvleg. Jeg fornærmer ikke Pytlick ved at sige, at han nok ikke spillede sin bedste første halvleg, men kom igen i anden. Emil mange gode redninger i anden halvleg, konstarede Nikolaj Jakobsen til TV2 efter kampen.
Målmandsgiganten Andreas Wolff startede på bænken, mens begge normale fløjspillere var helt ude af af tyskernes trup.
Med en Mathias Gidsel i hopla fra start blev 1-3 ændret til føring på 6-4. Fire af målene kom fra verdens bedste håndboldspiller.
Tyskerne forsøgte at gå højt op på Gidsel og Simon Pytlick, og det fik bremset den danske fart. Det sænkede også scoringsfrekvensen.
Den fine start havde givet et lille dansk overtag på måltavlen, men i de sidste minutter frem mod pausen fik det danske angreb svært ved at lave mål.
Kun et brændt tysk straffekast i sidste sekund sendte danskerne til pause foran 13-12.
Gidsel blev efter pausen lagt ind i midten, Mads Hoxer kom ind på højre back, og Lasse Andersson kom over på venstre back. Det fungerede dog ikke fra start. Og samtidig stod David Späth stærkt i det tyske mål.
Heldigvis for Danmark gjorde Emil Nielsen det samme i den anden ende.
Inklusiv afslutningen på første halvleg nåede Danmark næsten ti minutter uden scoringer, før Mads Hoxer i overtal bragte Danmark på 14-13 fem minutter efter pausen.
Otte minutter efter pausen tog tyskerne to tominutters udvisninger med et halvt minuts mellemrum. Det udnyttede Danmark til at åbne en føring på tre mål med 20 minutter igen.
Forspringet så ud til at give tiltrængt ro. Forsvaret stod godt, og Emil Nielsen var fremragende. Det tog pusten fra tyskerne.
Når angrebsnøden var størst, tog Gidsel sagen i egen hånd, og da en udhvilet Pytlick kom ind til det sidste kvarter, blev Tyskland løbet over.
Pludselig kunne Pytlick det hele, og da Gislason ti minutter før tid sendte Wolff ind, var kampen reelt afgjort.
Selv om tyskerne fik lov til at pynte, så var Danmark rykket fra. Og ganske paradoksalt var Pytlick skudt så varm, at han endte som delt topscorer med Gidsel. Begge lavede otte pletskud.
Foto : Dejan Obretkovic








