I semifinalen mod Island var Danmark oppe imod nogle af verdens bedste duelspillere. Men i finalen mod Tyskland venter danskerne en anden og noget mere fysisk opgave, vurderer Mads Hoxer:
– Den største forskel bliver fysikken. Tyskerne kommer med et tungere tryk, mens Island var lidt hurtigere. Jeg tror, at vi får lov til at slås lidt mere mod nogle stregspillere i finalen, siger han til TV2 Sport.
Mandag vandt Danmark med fem mål over Tyskland, da de to nationer mødtes i mellemrunden. Nu står de igen over for hinanden i EM-finalen, men denne gang er situationen anderledes med en skade til Emil Bergholt og en Simon Hald, der er tvivlsom. Hals blev kørt på sygeuset efter kampen imod Island, da han følte sig skidt tilpas efter et slag i hovedet.
Derfor vurderer TV 2 Sports ekspert Kasper Hvidt, at det bliver en noget mere lige kamp, hvor danskerne bliver sat på prøve.
– Den første kamp havde vi det meste af midterforsvaret til rådighed. Det er slet ikke sikkert i morgen. Hvis ikke Simon Hald kan spille, bliver det spændende at se holdets kvaliteter i en vanskelig situation, siger han.
Lørdag eftermiddag står det endnu uklart, om Simon Hald bliver klar til søndagens finale.
– Simon er stadig på sygehuset, men har det godt. Han skal tjekkes noget mere, og så håber vi på, at han kan forlade sygehuset i dag. Der er nogle ting, der lige skal gå den rigtige vej, før det kan lade sig gøre, siger landstræneren.
Danmark møder Tyskland i EM-finalen søndag kl. 18.00 – kampen vises på TV2.
Foto : EHF/kolektiff








