Hovedsponsor sender fanbusser til Boxen

Opbakningen fra fansene kan være forskellen på sejr eller nederlag. Derfor glæder Mors-Thy Håndbold’s fanklub Bette Balkan sig over, at mindst fire fanbusser sætter kursen mod Herning, hvor det kommende Final 4-stævne i pokalturneringen afvikles i den 19.-20. juni.

Busserne er sponsoreret af Thisted Forsikring, som er hovedsponsor i klubben:

– Det betyder for vores medlemmer at de kan komme gratis frem og tilbage. For os som fanklub betyder det, at vi kan give lidt tilbage til vores medlemmer og deres familier i en ellers meget svær tid, fortæller fanklubbens formand Jacob Mehl.

Hos Thisted Forsikring glæder sponsorkoordinator Christina Frøstrup sig over, at der endelig må komme tilskuere i håndboldhallerne igen:

– Bette Balkan og andre tilhængere har savnet og hunger efter at komme til håndbold, fortæller hun med udgangspunkt i at Mors Thy Håndbold er i Final 4 for første gang:

– Det vil vi som hovedsponsor selvfølgelig gerne bakke op omkring. Det bliver en kæmpe oplevelse, og vi er glade for, at kunne sende Bette Balkan til Boxen, så drengene i blå kan få alt den opbakning, som de fortjener! Vi skal ned og lave larm og heppe drengene direkte til finalen. Kom så blå”, slutter hun.

– Alt kan ske
Der er solgt cirka 1.500 Final 4-billetter til Mors-Thy-fans:

– Så det bliver stort, lyder det fra Jacob Mehl,

Han tror, at selvom Mors-Thy Håndbold spiller sit første Final 4-stævne, at spillerne på banen har en fair chance for at vinde over Skjern, som er modstanderen i den første kamp.

– I håndbold kan alt ske. Vinder vi over Skjern står vi i en finale for første gang i klubbens historie, og så tror jeg alt kan ske. Finaler lever deres eget liv, lyder det håbefuldt fra fanformanden.

Foruden Mors-Thy Håndbold og Skjern er også GOG og Aalborg Håndbold klar til finaleweekenden.

Foto: Bette Balkan

Forfatter

Related posts

Top