Home-Start Familiekontakt i Thy hjælper trængte familier til jul

Home-Start Familiekontakt hjælper trængte familier i Thy to timer om ugen i cirka et år med lige præcis det, som de beder om, så børnefamilierne igen kan tage ejerskab over deres egen hverdag. Desværre ser man flere og flere familier, der ikke har penge til at give deres børn en gave til jul.

– I den daglige hjælp bliver der lagt tøj på plads, tømt opvasker, stegt frikadeller, gået tur i skoven eller på legeplads og meget mere. Altsammen sammen med familien, som her får et ekstra smil, nogle ekstra hænder og nogle ekstra timer i en presset hverdag, hvor de mærker, at de ikke skal gøre alting helt alene, fortæller Lokalkoordinator Rikke Riis Kirk.

Hun ser desværre flere og flere familier, der ikke har penge til at give deres børn en gave til jul.

– Vi er ude i familierne og oplever de hverdagsudfordringer og bekymringer de står i og i høj grad knokler for at ændre på. Derfor ønsker vi at give dem en håndsrækning til julegaven, fortæller Rikke Riis Kirk.

Juletræ fyldt med lodder til gavekort
I samarbejde med Thisted By og I.P. Jacobsen Centeret hænger Home-Start Familiekontakt i Thy lodder á 200 kroner på et flot pyntet juletræ i I.P. Jacobsen Centeret.

– Man tager et lod på træet og betaler 200 kroner for det i Føtex. Dermed støtter man vores julehjælp. Føtex omveksler så alle lodderne til gavekort til ”Vi elsker Thy” og kan bruges af modtagerne i hele Thy. Gavekortene uddeles d. 19. december til Home-Start Thys trængte børnefamilier. De kan dermed handle gaver mv. og forhåbentlig nyde en dejlig jul, fortæller Rikke Riis Kirk.

Home-Start Thys familievenner er i familierne og kan hjælpe og støtte med gaveideer og indkøb.

– Det er en rar oplevelse for hele familien at kunne handle gaver, lige som andre familier gør det op til jul og dermed være en del af fællesskabet, påpeger Rikke Riis Kirk.

Hun opfordrer derfor alle til at skynde sig ned i I.P Jacobsen Centeret og nyde det flotte juletræ.

– Ta´ gerne en ”selfie” og del det gode budskab på de sociale medier, opfordrer hun.

Juletræet opstilles og lodderne hænges på lørdag d. 19. november 2022. Alle lodder i Føtex veksles til gavekort mandag d. 19. december 2022 og leveres herefter til familierne.

Forfatter
Top