Højeste antal fyrværkeri-ulykker med børn i 7 år

Sidste års nytårsdøgn bød på det højeste antal fyrværkeri-ulykker med børn og unge under 15 år i 7 år. Langt over halvdelen af børnene havde selv antændt fyrværkeriet. Derfor opfordrer Børneulykkesfonden forældre til at opstille nogle klare regler for hvem, hvor, hvornår og hvordan man fyrer krudt af, når det nye år skal skydes ind.

Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital indsamler ulykkesstatistik fra alle sygehuse i Danmark for nytårsdøgnet. Sidste års tal viser, at 81 børn under 15 år måtte en tur på skadestuen som følge af fyrværkeriskader. Det er det højeste antal i 7 år.

– Sidste nytår bød helt overordnet set på mange fyrværkeri-ulykker, både blandt børn og voksne. Blandt børnene var det særligt de 9-14 årige, som var udsatte, og vi kan se, at i størstedelen af tilfældene havde barnet selv antændt fyrværkeriet, siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden, som opfordrer til, at forældre sætter klare regler for brugen af fyrværkeri og samtidig viser sig som gode forbilleder.

– Børn og unge i denne aldersgruppe forstår ikke altid faren ved fyrværkeri, og at det skal behandles med stor respekt. Derfor bør optændingen overlades til de voksne. Vi anbefaler, at forældre sørger for at være de gode rollemodeller for deres egne såvel som for andres børn, når det nye år skal skydes ind, siger hun.

Antallet af fyrværkeri-ulykker blandt børn og unge under 15 år svarer til en fjerdedel af de i alt 328 personer, der kom til skade med fyrværkeri, da 2015 blev skudt ind. I mere end hvert tiende tilfælde af børneulykkerne var der tale om en alvorlig ulykke.

Husk briller og snusfornuften
En ny undersøgelse blandt danske forældre, som Epinion har lavet på vegne af Børneulykkesfonden, viser at næsten alle børn ifølge deres forældre har beskyttelsesbriller på nytårsaften. Dog mener Overlæge Jens Lauritsen fra Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital, at der stadig bør sættes mere ind over for børn og unges brug af beskyttelsesbriller.

Opfordringen skal ses i lyset af, at hver femte fyrværkeriulykke blandt børn og unge under 15 år sidste år var en øjenskade.

– Det kan ikke siges tydeligt nok, hvor vigtigt det er, at alle har beskyttelsesbriller på, når de færdes ude, hvor der skydes fyrværkeri af. Vi ser desværre stadig en del fyrværkeri-ulykker, hvor barnet ikke har haft beskyttelsesbriller på,” udtaler overlæge Jens Lauritsen og tilføjer:

– Synsskader kan følge børnene og have betydning for livskvaliteten igennem resten af livet. Derfor hører de til de mere alvorlige ulykker. Det er derfor vigtigt, at børnene nytårsaften er udstyret med sikkerhedsbriller såvel som forsigtighed, fornuft og de fem fyrværkeriråd, uanset om de er tilskuer eller selv antænder fyrværkeriet.

Foto : OUH

Forfatter

Related posts

Top