Hjernens årlige motionsdag i Morsø Kommune

Landet over lærer tusindvis af elever at tænke skråt, når rekordmange skoler fredag den 9. februar afholder Skolernes Skakdag 2018. Morsø Kommune er repræsenteret med skoleskakaktiviteter på to skoler.

Fredag i uge 6 er der traditionen tro Skolernes Skakdag på en lang række af landets skoler. I år finder hele 47.921 elever fra 284 skoler bræt og brikker frem, og det er flere end nogensinde før. Under mottoet ”Det skal være sjovt at blive klogere!” skal eleverne øve sig i koncentration, fordybelse og tålmodighed på de sort hvide felter.

I Morsø Kommune er 280 elever fra henholdsvis M.C. Holms Skole og Øster Jølby Skole tilmeldt Skolernes Skakdag 2018.

– På Skolernes Skakdag øver vi os i tålmodighed og i at tænke os om. På dagen er det sociale i centrum, og eleverne kommer hinanden ved på tværs af klasserne. Vi ser rigtig meget frem til en dag med fælles hjernegymnastik, fortæller Michael Dahlgaard, skoleleder, M.C. Holms Skole.

Dansk forskning har vist, at skoleskak har positiv indflydelse på elevers matematiske kompetencer. Især drengene har stor gavn af skoleskak på skemaet. Bl.a. derfor oplever Dansk Skoleskak i disse år markant øget interesse for skoleskak som undervisningsmetode i skolen. Over 600 skoler tilbyder i dag skoleskak – flere steder som en obligatorisk del af undervisningen.

Skolernes Skakdag arrangeres af de lokale skoler i samarbejde med Dansk Skoleskak og partnerne Spar Nord Fonden, Politiken og Børnenes Hovedstad.

Forfatter

Related posts

Top