Hjemvendte mænd fra zikalande skal bruge kondom

Når mænd fremover vender hjem fra et zikaramt land til en gravid kone eller kæreste, bør de bruge kondom.
Sådan lyder det fra Sundhedsstyrelsen, der har opdateret retningslinjerne for håndteringen af zikavirus. Anbefalingen gælder også, hvis kvinden ikke er gravid, men har mulighed for at blive det.
Selv om manden ikke har fået påvist infektion med zika, bør han beskytte sig med kondom i 28 dage, efter at han er kommet hjem, hvis han har en gravid partner, lyder det.
Hvis manden derimod har fået påvist zikavirus, bør parret beskytte sig med kondom i seks måneder, efter at han er blevet rask. Tidligere lød rådet kun på to måneder.
De nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen lægger sig op ad de seneste retningslinjer fra Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og kontrol, som opdaterede sin risikovurdering 8. februar.
Forfatter

Related posts

Top