Hjælpepakke skal bekæmpe ensomhed blandt ældre

Organisationer som Ældre Sagen og Alzheimerforeningen skal have bedre muligheder for at lave meningsfyldte aktiviteter for ældre, der er ekstra udsatte under coronakrisen.

Derfor har alle Folketingets partier indgået en aftale om en hjælpepakke på 15 millioner kroner, som er rettet mod den nuværende situation, hvor samfundet er ved at genåbne.

– Vi kan se, at de restriktioner og forandringer, der har været i vores hverdag i samfundet som følge af coronasmitte, har presset de ældre meget, siger social- og ældreminister Astrid Krag (S).

– Derfor er hjælpepakken en forlængelse af de indsatser, der har været det seneste år, for at modvirke ensomhed og sikre trivsel og tryghed.

– Pengene går direkte til en række af de organisationer, der har haft gang i vigtige initiativer i løbet af det seneste år, så de kan genoptage nogle af de aktiviteter, som de tidligere med stor succes har lavet for de ældre, og også igangsætte nye i den situation, vi står i lige nu, hvor vi er i gang med en genåbning, siger hun.

Konkret bliver der sat 12,5 millioner kroner af, som skal fordeles ligeligt mellem Ældre Sagen, Røde Kors, Landsorganisationen OK-klubberne i Danmark, Faglige Seniorer og Danske Seniorer.

Derudover får Alzheimerforeningen 2,5 millioner kroner, som foreningen skal bruge til at styrke den rådgivning, som den tilbyder svækkede ældre og deres pårørende.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top