Historisk stor donation til Næssundfærgen

A.P. Møller Fonden er gået i front og er blevet fulgt op af Skibsbevaringsfonden i den hidtil største enkeltdonation til Næssundfærgen.

Over en treårig renoveringsperiode skal en samlet ekstraordinær renoverings- og fornyelsesindsats sikre den 55 år gamle færge. I alt vil der frem til og 2022 blive udført særlige bevaringsværdige tiltag for 860.000 kroner.

Tiltagene skal sikre, at færgen har en stand, som kan understøtte et aktivt liv mange år frem, fortæller en glad formand for Næssundfærgens Venner, Henrik Olsen:

– Vi søgte i november 2019 A.P. Møller Fonden om støtte til en række særlige renoveringsarbejder og forbedringspunkter for at understøtte færgens levetid, fortæller han.

A.P. Møller Fonden havde en positiv indstillng ansøgningen,  og gav i starten af i år et tilsagn på 500.000 kroner som netop nu er fulgt op af Skibsbevaringsfonden med de sidste 360.000 kroner således at den samlede pakke kan realiseres.

– Det betyder rigtigt meget, at vi kan værne om den bevaringsstatus, som den gamle dame (Næssundfærgen, red.) har, samtidig med at vi kan udgøre både et stabilt og kulturhistorisk forbindelsesled på en af Danmarks ældste færgeoverfarter, lyder det fra Henrik Olsen.

Overfarten fylder 100 år i år.

Ikke midler til drift eller vedligehold
Henrik Olsen understreger, at donationerne ikke går til hverken drift eller vedligehold, men i stedet understøtter skibets langsigtede levetid og bevaring som en aktiv færge.

– Og det hænger tæt sammen med, at vi så får de bedste forudsætninger for at spille den rolle færgen i dag er kendt for – en stemningsfuld overfart på få minutter, der sparer tid, penge og sænker pulsen. Blot lyden af den sakte rytme fra den gamle Alpha Diesel er sundhedsfremmende, forsikrer formanden.

Foto: Næssundfærgens Venner

Forfatter

Related posts

Top