Hidtil største undersøgelse af nordjyske børns mentale trivsel er skudt i gang

Den kommende tid skal de fleste nordjyske skolebørn i 5.-10. klasse i skoletiden svare på spørgsmål om deres mentale trivsel. Det bliver den største nordjyske undersøgelse af skolebørns mentale trivsel. Undersøgelsen er en del af det 5-årige partnerskabsprojekt ”Bedst For Os”, der skal tilvejebringe viden om og komme med konkrete løsninger til, hvordan man hurtigere kan hjælpe børn og unge i psykisk mistrivsel.

Undersøgelsen indgår i stort projekt

De fleste nordjyske skolebørn fra 5.-10. klasse – omkring 35.000 – skal i tiden frem mod 20. april bruge noget af deres skoletid på at besvare et spørgeskema om deres mentale trivsel. Spørgeskemaundersøgelsen indgår i projektet TiNBU (Trivsel i Nordjylland Børn og Unge) og er en del af det 5-årige partnerskabsprojekt Bedst for Os, der skal sikre bedre og hurtigere hjælp til børn og unge i psykisk mistrivsel. TiNBU gennemføres i samarbejde mellem Forskningsenheden for Børne- og Ungdomspsykiatrien, Region Nordjylland samt alle folkeskoler i 10 af 11 nordjyske kommuner.

– Det er den største og hidtil mest tilbundsgående undersøgelse af nordjyske børns mentale trivsel. Undersøgelsen skal give os vigtig indsigt i elevernes mentale trivsel, samt hvilke bagvedliggende årsager der kan påvirke trivslen. Den viden kan også være med til at give os en bedre idé om den mentale trivsel generelt blandt børn og unge i Danmark, forklarer Christina Horsager Pedersen, der er læge og seniorforsker ved Forskningsenheden for Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Nordjylland.

Alle svar og data behandles fortroligt

Svarene fra eleverne bliver koblet med barnets personoplysninger, og al data bliver naturligvis behandlet som fortrolige data og udelukkende brugt til forskning og statistik. Det bliver dermed muligt at lave statistiske analyser af børn og unges mentale trivsel samt de faktorer, der kan påvirke den.

– Resultaterne vil danne grundlag for bedre forebyggelse og udvikling af tidlige indsatser, så flere får den nødvendige støtte, inden problemerne udvikler sig og får alvorlige konsekvenser senere i livet. Børnenes svar er derfor med til at skabe vigtig viden, som kan styrke børns og unges sundhed og mentale trivsel, siger Christina Horsager Pedersen.

Hvis barnet ikke er i skole den dag, undersøgelsen finder sted, sendes spørgeskemaet med digital post til forældrene og eleven.

Forældre og børn over 15 år kan desuden vælge ikke at svare på undersøgelsen, ligesom det er muligt at trække besvarelsen tilbage frem til 20. april.

af Redaktionen

Relaterede artikler

Job & Erhverv, Mors, Topnyheder

Muslingefiskeri sat på pause: Vilsund Blue frygter lukning

Vilsund Blue i Nykøbing Mors indstiller onsdag fiskeriet af muslinger, fordi virksomhedens ejer, Poul Kærgaard, mener, at EU's krav om sortering og registrering af al bifangst er umulige at efterleve
1 min read
Job & Erhverv, Mors, Topnyheder

Salget af Ø. Vildsund Gl. Færgekro er faldet til jorden

Parterne allerede fra 1. maj overbeviste om, at kroen var solgt. En endelig købsaftale er dog aldrig blevet underskrevet.
2 min read
Job & Erhverv, Thy, Topnyheder

Vesløs Kro lukker ved årets udgang – håber på ny forpagter

Årsagen er ikke manglende opbakning fra gæsterne, men en vedvarende mangel på arbejdskraft, som gør det umuligt at drive kroen videre i sin nuværende form.
2 min read

Hjælp os med at dække din by
– Tip os om nyheder!

Så er du med til at hjælp os med at dække de vigtigste historier i dit lokalområde.