Her er vinderen af Byens Største Julegave

Et par hundrede mennesker var lørdag ved middagstid mødt frem på Store Torv i Thisted, i håb om at vinde Byens Største Julegave: Mere end 40 gaver samlet i én til en værdi af mere end kr. 40.000.

Medlemsbutikkerne i Thisted Handel- og Industriforening havde hver smidt 1 gave i puljen til en minimumsværdi af kr. 800.

Radio Limfjord sendte live fra byens torv, og præcis kl. 13.15 blev der ringet op til den første mulige vinder. For at sikre sig Byens Største Julegave skulle opkaldet besvares, ligesom man inden for 5 minutter skulle møde op ved det mobile radiostudie for at sikre sig sin præmie.

3. gang var lykkens gang
Første opkald gik på telefonsvareren, og der gik et sus igennem de fremmødte på Torvet der altså stadig havde chancen for at vinde. Opkald nr. 2 – til en ny mulig vinder- blev heller ikke besvaret. Først ved det 3. opkald kom der hul igennem til en mulig vinder. I den anden ende af røret var Mette Nielsen, som på rekordtid fandt vej frem til radiostudiet og gjorde krav på sin præmie.

Mette Nielsen vandt – på sin fødselsdag
I radioen fortalte Mette Nielsen hvor glad hun var for at vinde, men hun fortalte også, at hun faktisk ikke havde tid til at være på torvet. Hun havde nemlig fødselsdag og ventede gæster inden for få timer.
Hun fik dog ikke lov at gå hjem med sine gaver, førend de fremmødte mennesker på torvet havde sunget fødselsdagssang for hende, med morgenvært Leon Sørensen som forsanger.

Forfatter

Related posts

Top