Heino Holm Knudsen takker af i Mors-Thy Håndbold

For assistenttræner i Mors-Thy Håndbold, Heino Holm Knudsen var kampen i pokalturneringen onsdag aften mod Hjallerup IF et foreløbigt farvel til håndbold på højeste niveau.

Efter en lang karriere som både spiller og som assistent i Mors-Thy Håndbold siden 2017, helliger han sig nu sin civile karriere og lægger samtidig håndboldskoene på hylden.

– Det har været utroligt lærerigt og fedt på rigtig mange områder, men også svært i form af at skulle jonglere med megen kørsel, familie, civilt job og håndbolden. Det har været en god, men hektisk periode, og jeg vil se tilbage på klubben som et fedt sted at være og en klub med et fantastisk talentarbejde og et sindssygt godt træningsmiljø – jeg vil sige det bedste miljø og den bedste træningsiver, som jeg har oplevet, og jeg efterhånden været i mange klubber, siger Heino Holm Knudsen til klubbens hjemmeside.

Fuld af fortrøstning
Selvom om Mors-Thy Håndbold har været igennem en svær sæson, der blandt andet bød på en længere stime af nederlag, er Heino Holm Knudsen fuld af fortrøstning i forhold til fremtiden:

-Jeg er fuld af fortrøstning for de kommende år i klubben, og jeg har stor respekt for det talentarbejde og den fødekæde, der struktureret og kontinuerligt arbejdes med i moderklubberne. Det handler om den blå tråd til Mors-Thy Håndbold, og det tegner godt, synes jeg, lyder det fra den afgående assistenttræner, som fortsætter:

– Mors-Thy Håndbold nyder også godt af stor opbakning og engagement fra Bette Balkan samt fra de mange frivillige, som får tingene til at hænge sammen. Jo ældre man bliver, jo større forståelse får man for vigtigheden af at de ydre omstændigheder er på plads, og det er de i den grad her. Uden dem ingen klub.

Foto: Mors Thy Håndbold

Forfatter
Top