Haveforeningen indtager bunker i Vigsø

Tanken om at bygge kolonihaver på stranden strider utvivlsomt mod lovgivningen i de fleste kystkommuner. Men for kunstnere og kreative talenter er tanken ikke så fjern, og for kunstner Bjørn Kromann-Andersen er der ikke langt fra tanke til handling. Med sit værk ”Haveforeningen Danmark” vil Bjørn Kromann-Andersen give thyboerne noget at tænke over, og derfor faldt valget netop på en placering på toppen af en bunker i Vigsø.

– Når man står på stranden eller oppe i klitterne, kan man altså kigge på en kolonihave ovenpå en bunker. Og måske at tænke – hvad i alverden går det ud på? Er der nogen, der har fået lov at bygge der? Og hvorfor? Måske vil man more sig lidt over den placering af et kolonihavehus. Måske vil man tænke lidt over, uden helt at kunne blive enig med sig selv om, hvad det egentligt betyder, sådan symbolsk, siger Bjørn Kromann-Andersen selv om sit værk.

Realiseringen af kunstværket udspringer af den internationale landart-festival, LAND-SHAPE Festival 2015, som løb af stablen i og ved Hanstholm for godt og vel et år siden. Dengang gik flere af kunstnerne i gang med at forberede deres værker – et forarbejde, som ”Haveforeningen Danmark” nu er et udspring af. Dermed kan mange mennesker, både lokale og turister, nu få mulighed for at studere værket helt tæt på.

Allerede i byggefasen er kunstneren og hans hjælpere blevet mødt med nysgerrighed og undren fra de forbipasserende, så Bjørn Kromann-Andersens overvejelser om værket ser ud til at holde vand.

LAND-SHAPE skal inddrage borgerne
Den kulturpolitiske intention bag LAND-SHAPE er at give Nordjylland et samlet løft på billedkunstområdet med et stærkt fokus på borgerinddragelse, internationale relationer samt et højt professionelt tilsnit, som vækker genklang ud over regionens grænser. Omdrejningspunktet er kunst i naturen, også kaldet Land Art, hedder det i programmet for årets LAND-SHAPE festival.

Værket er etableret i Thisted Kommune som en del af projektet LAND-SHAPE under den nordjyske kulturaftale, KulturKanten og med støtte fra Museumscenter Hanstholm, Spisehuset Thy og Vigsø Feriecenter. ”Haveforeningen Danmark” er ét af 10 værker under LAND-SHAPE, som åbner forskellige steder i Nordjylland i løbet af forsommeren.

Museumscenter Hanstholm står for finansieringen på Vigsø Strand den 22. juni, 2016, fra klokken 16.00. Alle er velkomne.

Mere om værket og kunstneren.

Mere om LAND-SHAPE.

Forfatter

Related posts

Top