Har du sikret dig disse fradrag i det nye år?

Forskudsopgørelsen for 2019 hører formentlig ikke til de emner, der optager danskerne mest ved indgangen til et nyt kalenderår. Alligevel opfordrer Spar Nord og rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO til, at du som skatteborger får tjekket din forskudsopgørelse grundigt igennem, hvis du vil slippe for at betale for meget månedlig skat i 2019.

– Det er især konvertering af lån, køb af ejendom eller nyt job, der gør det aktuelt at justere sin forskudsopgørelse. Og vil du undgå en ubehagelig restskat i 2020 eller slippe for at betale for meget i forskudsskat, så er det nødvendigt, at du indberetter de ændringer, du måtte have, siger cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm.

Undgå forældede tal
Hvis en forskudsopgørelse ikke bliver opdateret til det nye år, vil den som udgangspunkt være baseret på tal helt tilbage fra 2017:

– Som grundlag for din forskudsopgørelse kan Skat ikke bruge tal fra 2018, da året rent regnskabsmæssigt ikke er afsluttet endnu. Så hvis ikke du foretager dig noget, er det op til 2 år gamle tal, der dikterer, hvor meget du månedligt skal betale i skat, og de tal viser sig ofte at være forældede og misvisende, siger chefkonsulent hos BDO Henning Boye Hansen.

– Men så snart du retter i din forskudsopgørelse, tager Skat udgangspunkt i dét i stedet for, og dermed minimerer du risikoen for på sigt at skulle betale en ubehagelig restskat.

Nye renteudgifter?
Ifølge Jens Nyholm skal boligejere blandt andet være opmærksomme på, om deres samlede renteudgifter har ændret sig siden 2017. Det gælder især dem, som har omlagt deres realkreditlån eller refinansieret i forbindelse med rentetilpasningslån, ligesom det er relevant for dem, der for nylig har investeret i en ejendom.

– Først og fremmest er det vigtigt at opdatere sin forskudsopgørelse, hvis du er blevet boligejer. Hermed har du med stor sandsynlighed fået renteudgifter til realkreditlån, som du ikke plejer at have, siger Jens Nyholm og tilføjer:

– Derudover er det også en fordel at angive det i forskudsopgørelsen, hvis du har skiftet låntype. Er du eksempelvis gået fra et flexlån til et fastforrentet lån, har du fået større renteudgifter, og du risikerer derfor at betale for meget i skat i løbet af året. Penge du dog senere får tilbage i restskat. Omvendt kan det være tilfældet, at du er skiftet til en låntype, hvor renten er faldet som for eksempel, hvis du er gået fra et fast til et variabelt forrentet lån. Bliver det ikke registreret, har du for stort et rentefradrag i løbet af året, og der vil være udsigt til at få et girokort fra skattevæsnet i foråret 2020.

Jens Nyholm påpeger desuden, at hvis man ikke har ændret låntype gennem det seneste år, er der som udgangspunkt ikke noget, man skal registrere. Både de korte og lange renter har nemlig ikke ændret sig meget siden 2017.

Nyt job?
Nyt job giver i mange tilfælde anledning til ændringer i indkomsten og nye omstændigheder i forhold til transport:

– Når du af den ene eller anden grund har ændringer i din indkomst, er det vigtigt at få det rettet til i forskudsopgørelsen. Hermed kan Skat nemlig beregne, hvad det betyder for dine skatteudgifter resten af året, siger Henning Boye Hansen fra BDO og fortsætter:

– Derudover giver en ny jobsituation også ofte anledning til kortere eller længere afstand til arbejdspladsen. Har du eksempelvis mere end 12 kilometer til og fra dit job, så kan du få kørselsfradrag ved at oplyse det i forskudsopgørelsen, lyder det afsluttende fra Henning Boye Hansen.

Forfatter

Related posts

Top