Hanstholm Havn stifter eget energifællesskab

Hanstholm Havn har sat alle sejl til for at gøre grøn energi til havnens næste store vækstdynamo, hvor målet er at transformere havnen til den første CO2-neutrale fiskerihavn i Europa.

Med det nyoprettede datterselskab Hanstholm Energifællesskab A/S er havnen således klar til at tage hul på en ny vækstfase med etablering af et cirkulært energifællesskab.

– Hanstholm Havn er med den gennemførte havneudvidelse klar til en helt ny epoke, hvor havnens voksende position inden for konsumfiskeri nu får følgeskab af grøn energi som den næste store vækstmotor. Det skal sikre en ambitiøs vækstrejse, hvor havnen ikke alene vil være defineret ved sin rolle som Danmarks førende havn inden for handel, bearbejdning og opdræt af fisk, men samtidig være Europas grønneste og første CO2-neutrale fiskerihavn, fortæller formand for Hanstholm Havn, Kirsten Hede.

Hanstholm Havn er organiseret som en kommunal selvstyrehavn, hvorunder Hanstholm Energifællesskab A/S nu er oprettet som et datterselskab, der således vil operere med sin egen organisation og bestyrelse.

Havnens bestyrelse har i den forbindelse aftalt med Hanstholm Havns direktør, Nils Skeby, at han vil fungere som både havnedirektør og administrerende direktør i den nye A/S-konstellation.

 

Forfatter

Related posts

Top