Det er hård kost, der ligger bag Morsingboens Rasmus Tousgaards nye album “Medicin”, som han fredag udgiver sammen med vennen Lucas Müller. Men albummets titel rammer plet. Tilblivelsen har været ren medicin for Rasmus, der har haft en hård periode de sidste tre år med store personlige problemer, en ulykke og alkoholmisbrug. “Medicin” har været den rigtige medicin for de to 21-årige venner. Albummet præsenteres i aften fredag 20. juni 2025 kl. 21.00 i Studenterhuset i Aalborg.
“Vi mødtes første dag på gymnasiet under grundforløbet, hvor Lucas spurgte, om jeg ville have en skive snus. Jeg sagde ja, selvom jeg var stoppet på efterskolen. Det åbnede en dør til et nyt bekendtskab, som ved tilfældighed udviklede sig til en fælles musikalsk interesse. Selvironi og sarkasme bærer venskabet”, fortæller Rasmus.
De to venner sad til en af de første fester oppe på gymnasiets kollegie, hvor Lucas spurgte, om Rasmus rappede, da jeg sang med på en Artigeardit sang. “Nej, det gør jeg ikke”, svarede Rasmus ham:
“Det havde egentlig ikke lige forekommet mig, at jeg skulle det på noget tidspunkt. Lucas havde på hans efterskole haft et useriøst rap projekt, hvor han producerede beats, og mixede vokaler, og manglede at fylde det hul, som var kommet, da han ikke havde nogen til at lægge vokaler på hans beats mere”, husker Rasmus.
Lucas opfordrede ham til at begynde at skrive tekster, så de to kunne lave noget sammen, og i stedet for at kaste det til siden, som man normalt vil, når man får sådan et kompliment, så tog Rasmus det til sig, og begyndte lige så stille at skrive tekster, som betød noget for ham.
Et vigtigt skub i musikkens retning
Egentlig havde Rasmus ikke de store planer med gymnasiet, men han vidste allerede, at han ville tage Samfundsfag A linjen. Lucas ville meget gerne have ham med på Musik A linjen, men det skulle vise sig at være svært.
“For i min uvidenhed tænkte jeg, at de var nogle mærkelige væsener, hvilket min vennegruppe også syntes. Det skulle tage lang tid, men med min nyfundne interesse i musikkens verden, og en masse kærlige skub fra Lucas, tog jeg endelig valget om at starte på musik A linjen”, husker Rasmus.
Den 6. december 2020 udgav de to deres første sang “Mig” på streamingtjenesten SoundCloud.
“Det var tydeligt at høre, at vi begge to var meget nye til seriøs sangskrivning, men vi hyggede os på det kraftigste med at lave singlen”, ler Rasmus.
I foråret 2021 lægger de to den første sang op på Spotify. ”Drømmer om” blev taget godt imod blandt klassekammerater og bekendte. Den bliver båret meget af nyhedsværdien i, at nogen fra gymnasiet har lagt en sang op på Spotify.
“Sangen er meget overfladisk, men den lyder godt. Det er en fed rus at blive anerkendt på noget kreativt, og vi får blod på tanden, men mest vigtigt er de hyggelige stunder med øl og musik hjemme på Lucas’ værelse på Rosenvej i Nykøbing Mors”, fortæller Rasmus.

Dystre tanker kommer ud via sangskrivningen
I efteråret 2021, efter at have prøvet kræfter med endnu en single, og en voldsom hurtig udvikling af Rasmus’ og Lucas’ evner, både lyrisk og produktionsmæssigt, kommer den mørkere side af ”Rasmus Tousgaard” til udtryk på nummeret ”7900”, som taler om personlige problemer på et helt andet niveau, end det hidtil har været. Her begynder musikken for alvor at være et outlet for Rasmus i det lyriske univers.
Efter ”7900” fortsætter trenden, hvor musikken begynder at blive lidt mørkere og mere dyster, men måske er der også lidt mere at tage fat i. Det kulminerer i en EP, i 2022, som hedder ”Glæden er Flygtig”, hvorpå der er 5 meget forskellige sange, som stikker ud i alle retninger i forhold til genrerne.
“Det er meget eksperimenterende, og sangene er meget korte glimt ind i mit sind. I kontra til de rimelig dystre sange, som vi får lavet, er der et venskab, som er fyldt med selvironi, grin og en masse dum humor. Der er også plads til at snakke om tingene, som de er. Alt i alt er det et godt humør, der er i studiet,” husker Rasmus.
Tre sorte, svære år og tragedie ændrer alt
Efter ”Glæden er Flygtig”, i 2022, går både Rasmus og Lucas igennem en meget mørk 3-årig lang periode. Lucas går igennem et kæresteforhold, som ikke fungerer.
“Jeg har det bag kulisserne lidt dårligere, end jeg lægger mærke til, og end jeg selv ved. Min lillebror bliver kvæstet i en lastbilulykke, og kort tid efter kører jeg galt, pissepåvirket af alkohol, og vel og mærke med 100 kilometer over en mark. Det er et solouheld. Jeg slipper heldigvis afsted med en enkelt skramme på knæet, men jeg får selvfølgelig taget mit kørekort i tre år, og får en betinget straf. Alt det her er med til, at der bliver sat en næsten total kreativ stopper på musikken”, fortæller en hudløs ærlig Rasmus.
Han ender på bunden med et massivt alkoholmisbrug til følge.

Fast forward til 2025
Nu er Lucas er kommet ud af det vaklende forhold, og Rasmus er flyttet i en lejlighed i Aalborg.
“Jeg har været gennem hele systemet, og er nu fast i psykiatrien og på Rusmiddelcenteret, hvor jeg går i gruppe. Jeg har ikke drukket i over fire måneder, og har heller ikke planer om at begynde igen”, fortæller en afklaret Rasmus, og fortsætter:
“Der bliver lukket op for alt den her kreative energi, som har skreget om at komme ud, og Lucas og jeg har endelig fået vores flow tilbage igen. Jeg har mere på hjerte end nogensinde, og det har ledt til, at vi nu udgiver et album; ”Medicin”, som er, og stadig bliver, fyldt med store følelser og tanker, som er kommet i eftermælet af alt, hvad der er sket på de tre år. Jeg har brugt albummet i stor stil til at komme ud med alle de følelser, som jeg fik, efter at jeg var kommet i gruppe på Rusmiddelcenteret, hvor vi taler om meget tunge følelser”, påpeger Rasmus.
Albummet “Medicin” er en fortælling om afhængighed og afsavn, kærlighed og kaos, fortid og forvandling. Med tunge beats og nøgne vers borer Rasmus sig ind i det sted, hvor ordene bliver til vejrtrækninger, og musikken bliver det eneste, der holder én oprejst. Det er ærligt. Det er ubærligt. Det er nødvendigt.
“Medicin” kan streames fra i dag fredag den 20. juni 2025 på alle musik-streaming-tjenester samt på Youtube.
Fredag aften den 20. juni 2025 får følelserne frit løb, når Rasmus Tousgaard går på scenen med vennen Lucas Müller ved sin side, og sender lyrikken fra duoens nye album “Medicin” ud i Studenterhusets ikoniske sal i Aalborg centrum. Det hele starter kl. 21.00, og billetterne sælges i døren.