Hård frost er vandrørets fjende nr. 1

Statistikken viser, at antallet af frostsprængte rør i huse og sommerhuse er faldet markant de seneste vintre. Men det billede kan vende nu, hvor der er hård frost på vej. Derfor bør husejerne tage sine forholdsregler, lyder det fra Topdanmark.

Frostsprængninger fører ofte til store skader, fordi vandet strømmer ud og ødelægger gulve og inventar.

– Disse skader er næsten altid forbundet med store gener for kunderne, fordi det tager lang tid at affugte gulve og vægge, inden skaderne kan udbedres, siger salgschef Kristian Juel-Storgaard fra Topdanmark i Thisted.

Forsikringsselskabet har ellers de senere år modtaget bemærkelsesværdigt få anmeldelser om frostsprængninger.

– I vinteren 2013 begyndte antallet af frostsprængninger at falde markant i forhold til årene forinden, hvor kunderne anmeldte godt 500 frostsprængninger i løbet af en vinter. Tendensen er fortsat og denne vinter har vores hus- og sommerhuskunder indtil videre kun anmeldt ca. 20 frostskader. Men det billede kan vende med den kulde, der er på vej, Kristian Juel-Storgaard.

Milde vintre uden hård frost
For at et rør skal sprænge, skal vandet inde i røret fryse til is i sådan en grad, at vand- eller varmerøret ikke holder til presset. Men det er typisk en forudsætning, at temperaturen har været et godt stykke under 0 grader i en periode.

– Vand- og varmerør i sommerhuse og ældre huse er mere udsatte end andre. Der er også en stor risiko, hvis rørene ligger på den forkerte side af boligens isolering, siger Kristian Juel-Storgaard.

Vi følger de gode råd
Husejere og sommerhusejere er generelt gode til at tage deres forholdsregler om vinteren, og det skal de fortsætte med at gøre.

 – Vi råder altid vores kunder med sommerhus til at have varme på i alle rum i løbet af vinteren og samtidig gøre det til en vane at lukke for vandet og tømme rørene for vand, så sprængningerne undgås, siger Kristian Juel-Storgaard.

Er uheldet ude, og vinterkulden får bugt med et vandrør i hus eller sommerhus, fx på grund af at en uforskyldt strømafbrydelse har lukket for varmen, kan skaden være dækket af bygningsforsikringen. Men det forudsætter, at man har fulgt kravet om at have varme på. Skyldes frostsprængningen, at du har lukket for varmen, vil der ikke være dækning.

Foto: PR-foto

Forfatter

Related posts

Top