Grønne forandringsagenter indtager HF & VUC samt gymnasiet

Tirsdag får  Thy-Mors HF & VUC og Morsø Gymnasium besøg af forandringsagenter fra UngEnergi. Agenterne skal motivere gymnasieeleverne til at blive mere klimabevidste

Tøjbytteevent, bæredygtig fredagsbar, solcellemobilopladere, energitjek af gymnasiet. Det er blot et udpluk af de aktiviteter, som elever på Danmarks gymnasier har arrangeret i samarbejde med forandringsagenterne i UngEnergi. I uge 41 er forandringsagenterne på road-trip i det meste af Nordjylland, og nu er turen kommet til Thy-Mors HF og Morsø Gymnasium.

Ved forandringsagenternes besøg, får elever rig mulighed for at være med i workshops om bæredygtighed, og blive klogere på, hvad de selv kan gøre for at vi får gang i den grønne omstilling.

UngEnergis forandringsagenter gør klima og miljø både nærværende og løsningsorienteret på uddannelsesstederne.

– Vi motiverer og involverer unge til at se konstruktivt på miljømæssige udfordringer. Vores ambition er, at unge skal have mulighed for selv at gøre en forskel, for eksempel ved at spise kål frem for kød: Kødproduktion er en ofte usynlig, men stor klimabelastning, forklarer Thomas Klode Sørensen, der er forandringsagent.

 

Foto: Nikolaj De Haan Mikkelsen

Foto: Nikolaj De Haan Mikkelsen

UngEnergi, der er miljøorganisationen VedvarendeEnergis ungdomsafdeling, fungerer som katalysatorer for de grønne tiltag på skolerne, men det er helt op til eleverne selv at finde på bæredygtige ideer.

UngEnergi består af en stor gruppe frivillige klima- og miljøinteresserede unge landet over, og en af deres mange aktiviteter består i at få unge på uddannelsesinstitutioner til at agere klimarigtigt.

I 2014 og frem til 2017 er ambitionen, at Bæredygtig Ung skal besøge 120 uddannelsesinstitutioner, hvor man har mulighed for at komme i kontakt med flere end 70.000 unge.

Projektet har fået støtte fra VELUX FONDEN, Undervisningsministeriet og Energifonden.

Forfatter

Related posts

Top