Grimal opgiver redning af 70 jobs på NJA Furniture

Det har været kampen imod uret for hovedaktionæren Dolle A/S samt direktør Francois Grimal for at redde JNA Furniture efter, at øvrige investorer trak sig op til påske. Nu giver han op.

– Jeg er selvfølgelig meget ked af at vi må dreje nøglen om nu. Både på vegne af medarbejderne og virksomheden, forklarer Francois Grimal til TV MidtVest.

Han ejer over halvdelen af møbelvirksomheden NJA Furniture, og var også selv parat til at kaste flere penge i dens overlevelse. Men han kunne ikke redde den alene – og måtte have flere med ombord.

– Det er bare ikke lykkedes. I den korte tid jeg har haft til at finde nogle, der er parate til at skyde penge ind i firmaet, har det ikke kunnet lade sig gøre, siger Grimal til TV MidtVest.

Nøglerne ligger hos Nordea i Aalborg
Det er Nordea i Aalborg, der får skrammerne efter lukningen, og her har man nu indtil tirsdag til at sælge JNA Furniture til andre interesserede.

– Jeg håber selvfølgelig, der er nogle, der melder sig på banen inden tirsdag i næste uge, som gerne vil overtage hele butikken. Det håber jeg på at banken og deres advokater er i stand til at finde, siger Francois Grimal.

Han ærgrer sig over konkursen blandt andet fordi, at man har fået opbakning fra nogle meget store kæder både i Tyskland og Danmark, som gerne ville tage produkter ind. Pengene til turnarounden er sluppet op.

Medarbejdernes skæbne afgøres tirsdag
Hvilke forhandlinger der måtte foregå og med hvem henover påsken, er endnu ukendt for offentligheden. Medarbejderne forventes at få besked tirsdag, da mandag er helligdag.

– Jeg håber da på, det kan komme op og køre igen, men chancerne er nok ikke for store, siger Anja Sørensen der arbejder på JNA til TV Midtvest.

Skifteretten behandler sagen tirsdag.

Foto : NJA Furniture

Forfatter

Related posts

Top