#GodtGåetMors fejrer lokale bedrifter

I en verden fyldt med dårlige nyheder og usikkerhed kan man godt komme til at glemme at glæde sig over alt det, som faktisk går godt.

Med betegnelsen #GodtGåetMors vil Morsø Kommune gerne invitere til, at man sammen fejrer de gode lokale historier.

– Vi synes, at der sker meget godt her på øen. Det er faktisk ret imponerende og meget glædeligt, især når man ser det samlet. Derfor har vi lavet en slags kampråb med #GodtGåetMors, som vi alle kan bruge til at klappe Mors på skuldrene og fejre vores succeser sammen. Alle er meget velkomne til at bruge det, fortæller kommunaldirektør Rikke Würtz.

– Det er også med til at vise omverdenen, at Mors er et attraktivt sted at bo, besøge og arbejde, fortæller hun.

Samler godt nyt fra Mors
#GodtGået Mors er det, man kalder for et ’hashtag’. Når man søger under GodtGåetMors på sociale medier som facebook eller LinkedIn, så kommer alle opslag med den betegnelse frem.

Morsø Kommune vil benytte betegnelsen til at sætte fokus på nogle af sine egne nyheder på kommunens facebook- og LinkedIn-sider, med medarbejdere eller tiltag, som har gjort sig ekstra positivt bemærket. Kommunen vil også bruge betegnelsen jævnligt på de sociale medier ved at samle en række positive Mors-nyheder fra den seneste tid i korte overskrifter.

– Missionen er kort og godt at vise hinanden og resten af verden, at Mors er et dejligt sted med masser at glæde sig over og masser af muligheder. Det må alle der har lyst gerne være med til at vise ved at bruge og dele #GodtGåetMors, slutter Rikke Würtz.

Forfatter

Related posts

Top