God opbakning til Dyrskuet Thy-Mors 2014

Den endelige udstillerliste fortæller om et større antal malkekvæg og erhvervsudstillere end sidste år, siger Susanne Thomsen, koordinator for dyrskuet.

Der er solgt ca. 2.000 m2 mere standplads til erhvervsudstillerne. Antal tilmeldte dyr er (antal i 2013 i parentes): Malkekvæg 141 (131), kødkvæg 45 (51), heste 22 (49), kaniner 56 (51), høns 30 (12), duer 20 (12), børnedyrskue 8 (16). Antallet af heste er faldet, bl.a. på grund af sygdom i en af store udstillere fra sidste år. Til gengæld er niveauet på dyrene som altid højt.
Stort underholdningsprogram

Dyrskuet starter med Landbruget i børnehøjde fredag kl. 9.00, og efter besøg af mere end 1.800 børn og 200 lærere åbner dyrskuet for øvrige besøgende kl. 13.00, og der bydes på et stort underholdningsprogram for hele familien.

– Vi vil gerne henvende os til så mange som muligt. Det gælder alle generationer og byboere såvel som landboere. Derfor er der ud over udstillinger om fredagen også et stort underholdningsprogram med f.eks. gymnastikopvisning ved Thylands Efterskoles store elevhold og rideopvisning ved Blidstrup Ef-terskole. Der er trylleshow for alle børn og barnlige sjæle ved Sultanen fra Ali Babas Karavane, og du kan møde ligaspillere fra Thy-Mors Håndbold. Der bliver den dag mulighed for at se de imponerende store traktorer, som John Deere Pulling Team fra Hurup Thy vinder DM, NM og EM med. Sidst på dagen byder dyrskuekroen på en lækker dyrskuemenu i det store telt, hvor Thy Folklore underholder med sang og dans, siger Kristoffer Kappel, formand for dyrskueudvalget.

Lørdagen byder også på den store dyreudstilling, hvor de mange racer af kvæg, heste og smådyr udstilles og bedømmes.

Se hele programmet på www.landbothy.dk.

Forfatter

Related posts

Top