På trods af en tilbagegang på 5,6% af stemmerne, fik Socialdemokratiet ikke færre end 10.977 stemmer eller 28.7% af stemmerne og er dermed det største parti i Thisted-kredsen.
– Socialdemokratiet er det klart største parti i Thy og på Mors, og det er jeg enormt stolt over. Derfor vil jeg også gerne sige en stor tak til de over 10.000 Thy- og morsingboer, som har stemt på os, siger Simon Kollerup til LimfjordUpdate.dk.
Han peger på en afgørende årsag til resultatet.
– Vi har en stærk partiorganisation hos os lokalt med mange frivillige kræfter, der virkelig har knoklet, og dem vil jeg gerne dedikere sejren til. Det er dem, der har båret mig frem, og det er jeg dem så taknemlig for, siger Kollerup.
De personlige stemmetal er dog ikke optalt endnu.
– Nu afventer vi de personlige stemmetal, og jeg glæder mig til at se, om jeg for 5. gang får lov at repræsentere min fødeegn i Folketinget. Jeg er klar til at løfte de svære opgave i endnu en periode, slutter Simon Kollerup.






