GF Skive, Thy og Mors flytter i efteråret 2026 skiveafdelingen til nye lokaler på Søndergade 11 i Skive – i den bygning der tidligere har huset Balling Sparekasse.
Flytningen skal både styrke medlemsoplevelsen og give medarbejderne bedre arbejdsforhold, fortæller afdelingschef Lasse Rytter Leander.
– Vi lever af den tætte, personlige kontakt. Med de nye rammer kan vi møde medlemmerne endnu bedre i øjenhøjde og give en mere nærværende rådgivning, siger han.
GF Skive, Thy og Mors oplever i dag stor aktivitet med næsten 14.000 fysiske besøg sidste år og over 15.700 medlemmer i alt.
– Vores medlemmer forventer hurtig og personlig service. Derfor er det vigtigt, at vores fysiske rammer følger med udviklingen, siger Lasse Rytter Leander.
De nye lokaler får flere møderum og bedre faciliteter, som også skal kunne bruges til medlemsarrangementer som eksempelvis hjertestarterkurser.
– Vi får et mere moderne kontor, hvor både medarbejdere og medlemmer får bedre plads og bedre muligheder for gode møder, siger han.
Afdelingen får samtidig en central placering tæt på både banegård, rutebilstation og bymidten i Skive.
Foto: Lasse Rytter Leander/GF Skive, Thy og Mors






