Gavekort tæt på udsolgt: – Det er dælme god opbakning

OPDATERING: Mors Handel oplyser mandag middag, at alle gavekortene er solgt

De særlige rabat-gavekort til Mors Handel er yderst populære.

På ganske få dage er der blevet solgt gavekort for over 400.000 kroner.

Mandag morgen er der kun 39 gavekort tilbage, og dem forventer handelschef Lisbeth Thrysøe bliver solgt inden middag:

– Det er fantastisk, at man kan sælge for 500.000 kroner på bare fire dag, lyder det fra handelschefen, der tilføjer:

– Det er dælme god opbakning af morsingboerne.

Gavekortene, der har en værdi af 500 kroner sælges for 400 kroner. Rabatten på 100 kroner dækkes af de fire sponsorer XL-BYG Tømmergaarden, Thisted Forsikring, Frøslev Mollerup Sparekasse og MTH Biler Toyota i Nykøbing og Thisted. Hver især bidrager de med 25.000 kroner.

I alt udbydes der 1000 stk. af de særlige gavekort, som bidrager med en omsætning på en halv million kroner til byens butikker, restauranter og lignende – hvis altså alle gavekortene bliver solgt, hvilket meget tyder på, at de gør. Nu gælder det om, at få gavekortene ud at arbejde i butikkerne:

– Det er det vigtigste af det hele – pengene skal ud at arbejde nu. Og især butikker, restauranter og caféer er hårdt ramt – så det er nu de har brug for morsingboernes opbakning. Desto mere man køber for i butikkerne, desto mere støtter man – især ved køb på mere end gavekortets beløb, siger Lisbeth Thrysøe.

Selvom salget af de særlige gavekort har været en succes, er der ikke planer om at udstede endnu flere med en rabt inkluderet:

– Det kræver nye sponsorer. Men er der nogle der melder sig på banen, siger vi naturligvis ikke nej, slutter Lisbeth Thrysøe.

Gavekortene kan, så længe lager haves, købes HER.

Foto: Mors Handel

Forfatter

Related posts

Top