Fyrværkeri må ikke markedsføres med før- og nu-priser

Fra og med imorgen, fredag d. 15 december, er det tilladt at købe og sælge fyrværkeri, som dog først må skydes af i perioden fra 27. december til 1. januar. Det er derfor en god anledning til lige at minde om, at man ikke bør lade sig narre af “før-” og “nu”-priser.

Faktisk er det i strid med markedsføringsloven, når virksomheder reklamerer med før- og nu-priser på fyrværkeri. Forbrugerombudsmanden har derfor indskærpet reglerne over for en række virksomheder.

Virksomheder kan ikke lovligt markedsføre fyrværkeri med tilbud, hvor før- og nu-priser indgår. Det skyldes, at varer skal have haft en normalpris, som det har været solgt til i en længere periode, for at det kan markedsføres med en tilbudspris. For sæsonvarer som fyrværkeri er det som udgangspunkt fire uger.

Fyrværkeri adskiller sig dog fra andre sæsonvarer, da det ifølge fyrværkeriloven kun må sælges i perioden 15. – 31. december. Det er derfor slet ikke muligt at sælge fyrværkeri i en periode på fire uger.

Flere klager
Forbrugerombudsmanden har modtaget flere klager over virksomheder, der sælger fyrværkeri, hvor virksomhederne lovede besparelser med brug af før- og nu-priser.

For eksempel tilbød en virksomhed i december sidste år et fyrværkeribatteri til 129 kroner. Det skulle svare til en rabat på omkring 46 procent af normalprisen på 239 kroner, men da batteriet ikke havde været solgt til den angivne ”normalpris” i en længere periode inden markedsføringen af tilbuddet, havde virksomheden overtrådt reglerne for prismarkedsføring.

En anden virksomhed oplyste, at prisen, som de sammenlignede med, ikke var deres førpris, men derimod den vejledende pris for produktet. Virksomheden kunne dog ikke dokumentere, at den vejledende pris reelt var markedsprisen for produktet. Derfor var sammenligningen vildledende. Den vejledende pris er nemlig irrelevant for forbrugeren, hvis det ikke er den pris, som varen bliver solgt til i butikkerne.

Forbrugerombudsmanden har derfor indskærpet over for alle de involverede virksomheder, at tilbud skal være retvisende.

Markedsføringsloven regler om vildledning:
Ifølge markedsføringslovens § 5 må erhvervsdrivendes markedsføring ikke indeholde urigtige oplysninger eller på anden måde kunne vildlede forbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte.

Ifølge markedsføringslovens § 6 må erhvervsdrivende ikke vildlede ved at udelade væsentlige oplysninger i markedsføringen.

Forfatter

Related posts

Top