Fugleinfluenza i Thy

Fire havørne er de seneste uger døde med den højpatogene fugleinfluenzatype H5N6. Det viser analyser fra DTU Veterinærinstituttet, der har undersøgt de døde ørne for Fødevarestyrelsen. Fuglene er alle kommet ind til obduktion efter tip fra borgere, der er stødt på fuglene i den danske natur.

De døde ørne er fundet ved henholdsvis Hurup og Hjardemål i Thy samt ved Næstved på Sjælland og Maribo på Lolland.

I begyndelsen af marts blev der fundet fugleinfluenza i en død ørn ved Slagelse, og myndighederne i både Nordtyskland og Sverige har seneste uger også fundet fugleinfluenza i hobbyfjerkræ. Der er ikke fundet fugleinfluenza  blandt danske tamfjerkræ.

Husk smittebeskyttelse

Der er ikke eksempler på, at influenzatypen har smittet mennesker, men H5N6 er dødelig for både ørne og for eksempelvis høns og andefugle.

Derfor opfordrer Fødevarestyrelsen både private og professionelle fjerkræavler, til at skærpe opmærksomheden på smittebeskyttelse. Det er eksempelvis en god idé at skifte sko, inden man går ind til sit fjerkræ og afskærme hønsegården fra direkte kontakt til vilde fugle.

Læs mere om smittebeskyttelse HER

Forfatter

Related posts

Top