Frøslev-Mollerup Sparekasse præsenterer nyt millionoverskud

Frøslev-Mollerup Sparekasse har netop præsenteret regnskabet for 2018. Resultatet lyder på 8,5 mio. kr. før skat. Resultatet betegnes som meget tilfredsstillende, og er det næstbedste i sparekassens historie, kun overgået af resultatet i 2017 hvor overskuddet lød på 10 mio. kr. før skat.

2018 har igen været et år præget af stor kundetilgang – også på erhvervssiden:

– Vi har netto fået over 360 nye kunder i bøgerne i 2018. Det er vi rigtig glade for. Vi kan mærke at der er stor fokus på at bakke op om det lokale, og når det så kan kombineres med stor tilgængelighed, god rådgivning, pris og service – ja, så har vi et tilbud der tiltaler mange og som flere og flere får øjnene op for, og som flere og flere ønsker at gøre brug af – og det gælder både private og erhvervskunder, siger direktør Frank Bertelsen der fortsætter

–  2018 har været et godt år for sparekassen. Vi vækster ca. 10 % på de væsentligste forretningsområder – og det er i den forbindelse værd at bemærke, at det er en vækst der er baseret på tilgang af lokale kunder og finansiering af lokale projekter. Sparekassens markedsandel på såvel privatområdet som erhvervsområdet er stigende. Det glæder os, og gør at vi på alle fronter lander et meget tilfredsstillende 2018.

 

Forfatter

Related posts

Top