Frivilligfest 2021: Nu skal der indstilles kandidater for to år

For anden gang hylder Morsø Kommune frivillige ildsjæle. Det sker ved den store frivilligfest, som afholdes i Sparekassen Thy Arena|Mors fredag den 26. november.

– Det var med stor beklagelse, at vi måtte aflyse festen i 2020. Nu ser vi frem til Frivilligfesten i november, hvor vi igen kan samles, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen.

Konferencier Clement Kjersgaard vil føre publikum gennem en festaften med hædring af lokale sportsmestre, overrækkelse af priser og underholdning. Programmet vil være klar i starten af oktober.

Priserne, som skal uddeles er er Årets Frivillig, Årets Forening, Årets Kunstner, Årets Ungleder samt Kulturius ved Kulturelt Samvirke, Handicapprisen ved DH Morsø og Årets Sportsnavn ved Det Nordjyske Mediehus.

Clement Kjersgaard skal – som her i 2019 – være vært for Frivilligfesten på Mors i slutningen af november. Foto: Morsø Kommune

– De frivillige og foreningerne gør en stor og vigtig indsats til glæde og gavn for os alle. Coronaen har også krævet noget helt særligt af de frivillige og foreninger. Vi håber, at morsingboerne vil indstille kandidater til de forskellige priser, som vi I år vil uddele samlet for 2020 og 2021, siger Hans Ejner Bertelsen.

Alle kan indstille kandidater til priserne Årets Frivillig, Årets Forening, Årets Kunstner og Årets Ungleder frem til den 15. oktober via kommunens hjemmeside.

Festaftenen er også en hædring af sportsmestre, der i 2020 og 2021 er blevet jysk mester, dansk mester eller har vundet medaljer ved et nordisk, europæisk eller verdensmesterskab. Alle kan frem til 1. oktober indstille sportsmestre til hædring under Frivilligfesten.

Billetter til Frivilligfesten sættes til salg efter først til mølle-princippet mandag en 11. oktober kl. 17. Der vil være to typer billetter. Der vil være billetter med buffet samt kaffe og kage, hvor gæsterne sidder vi borde. Det er også i år mulighed for at købe tribunebilletter med kaffe og kage.

Billetsalg er på www.mors.dk/frivilligfest

Forfatter

Related posts

Top