Hele 47 borgere mødte op i Musikværket i Nykøbing Mors til den stiftende generalforsamling, hvor visionen den nye friskole, Limfjordens Skole, blev mødt med stor opbakning.
Skolen, som har været under planlægning i over halvandet år, skal være et sted med fokus på fællesskab, faglighed og frihed til at lære i og med naturen. Der blev denne aften præsenteret både værdigrundlag og visioner for projektet – samt visualiseringer af skolens potentielle lokaler på Elsøvej 101.
”Det er afgørende, at vi får skabt nogle trygge og inspirerende rammer for børnene,” lød det fra initiativgruppen.
Aftenen blev ledet af Jens Hvid, forstander på Galtrup Efterskole, og resulterede i valg af en bestyrelse på otte personer, med Ask Nør Kirkegaard Schlichting i spidsen.
Initiativtagerne opfordrer nu forældre til at skrive deres børn op via skolens venteliste. Det er ikke bindende, men afgørende for at sikre finansiering og køb af bygningerne.
På mødet blev følgende bestyrelse valgt:
• Ask Nør Kirkegaard Schlichting
• Casper Frederiksen
• Louise Breinholt
• Stephanie Knappe
• Trine Vingegaard
• Kirstine Bovbjerg
• Anne Katrine Bull
• Iben Mortensen (1. suppleant)





