Friluftsrådet støtter to lokale projekter med 815.000 kroner

Der er penge på vej til både Ejerslev Havn på Mors og Ydby Håndværker- og Bogerforening i Thy.

Friluftsrådet har netop bevilget godt 800.000 kroner til lokale projekter.

Ejerslev Havn modtager 500.000 kroner i tilskud til udvikling af friluftslivet omkring havnen. Projektet skal bl.a. skabe adgang fra havnen ind til lagunen for mindre både, havkajakker, SUP-boards mv.

Ydby Håndværker- og Bogerforening modtager 315.000 kroner til projekt Ud-i-naturen. Tilskudet skal bruges på etablering af et aktivitetsområde i Mølleåparken. En “børneskov” indrettes
med stier, “løb om kap med dyrene”, rafter til hulebygning, dyrespor i stubbe, indhegning, vandeksperimentarium ved bæk mv. Samtidig er planen, at der opføres en bålhytte med formidlingstavler og en blomstereng.

Søg tilskud til din idé
Har du en god idé til et projekt, der skaber bedre muligheder for friluftsliv og øger naturforståelse?

Du kan søge om tilskud projekter, der falder under følgende temaer:

Flere ud i den nære natur: Tilskud til projekter, der skaber nye og bedre muligheder for friluftsliv i den nære natur og styrker det lokale engagement. Der er i alt afsat tre millioner kroner til temaet, og der kan søges om tilskud på mellem 20.000 og 500.000 kroner. Alle kan søge. Der gives prioritet til projekter, hvor frivillige foreninger er den drivende kraft.

Bedre forståelse af naturen: Tilskud til projekter, der aktivt formidler naturen og styrker naturforståelsen for specifikke målgrupper. Der er i alt afsat tre millioner kroner til temaet, og der kan søges om tilskud på mellem 20.000 og 500.000 kroner. Alle kan søge – dog ikke privatpersoner. Der gives prioritet til projekter, hvor frivillige foreninger er den drivende kraft.

Der er ansøgningsfrist 1. juni 2019.

Forfatter

Related posts

Top