Omkring 3000 gæster lagde vejen forbi Østerild, da Danmarks første Landdistriktsfestival blev afviklet fredag og lørdag.
Det glæder Frank Koldsgaard fra Støtteforeningen Hannæs Østerild, som sammen med Familielandbrugets lokalafdelinger står bag festivalen.
– Jeg tror, der var deromkring tre tusind gæster over de to dage. Og det var et godt vejr selvfølgelig, så det var perfekt.
Ifølge Frank Koldsgaard har festivalen fået en meget positiv modtagelse fra de mange deltagere og organisationer, der var samlet i Østerild.
– Den respons, vi har fået, er virkelig positivt, og alle mener, at det vil være en idé at arbejde for at udbrede historien om, at landdistrikterne er en ressource frem for en belastning.
Han peger samtidig på, at ansvaret for landdistrikternes fremtid ikke alene ligger hos politikere og kommuner.
– Vi har alle et ansvar for, at vi er med til at udvikle landdistrikterne i fremtiden, og det er alle enige om.

Festivalen kan vende tilbage
Nu skal arrangørerne evaluere de to dage, inden der bliver taget stilling til festivalens fremtid.
– Vi er klar til at vende tilbage. Vi er nødt til at sove lidt og så evaluere sammen med de partnere, vi har derinde og kigge ind i, hvordan vi kan tilpasse det.
En af de ting, der skal diskuteres, er, hvor ofte festivalen skal afholdes.
– Vi skal se på, om festivalen skal gentages hvert år eller hvert andet år.

Ser et stærkt fundament
Frank Koldsgaard mener samtidig, at årets festival har skabt et solidt grundlag for det videre arbejde med landdistrikterne.
– Der er et stærkt fundament efter i år med alle de deltagende organisationer, politikere, lokale interessenter mv., og alle er enige om, at der er noget at bygge videre på.
Han fremhæver især de unges engagement under festivalen.
– Især de mange unges engagement vidner om, at vi her har en vigtig ressource i landdistrikterne, der er værd at bygge videre på.
For Frank Koldsgaard er det vigtigt, at dialogen ikke stopper, når festivalpladsen lukker.
– Vi skal med festivalen være med til at sikre en god dialog og positiv fortsat også efter festivalen.

Vil fortælle de gode historier
Festivalen handler ifølge Frank Koldsgaard også om at ændre fortællingen om livet på landet.
– Der er jo brug for både byer og landdistrikter. Vi i landdistrikterne er med festivalen med til at fortælle alle de der gode ting, som vi kan byde ind med.
Et af festivalens budskaber har været, at ansvaret for udviklingen ikke nødvendigvis ligger ét bestemt sted.
– Vi har jo lavet et slogan blandt andet den der med: Hvem er det, der har ansvaret for hvordan? Er det dig eller mig? Eller er det kommunen eller borgerne selv?

Mødet med borgerne var vigtigt
Festivalen gav samtidig mulighed for, at politikere, myndigheder og andre aktører kunne møde borgerne direkte.
Frank Koldsgaard fremhæver blandt andet mødet med Vurderingsstyrelsen og de lokale borgere.
– Meldingen fra blandt andet Vurderingsstyrelsen var, at det var virkelig godt at møde ud og møde borgerne i øjenhøjde og kunne forstå noget af det, som man er udfordret af i landdistrikterne omkring blandt andet de offentlige vurderinger mv.
Snakken om næste års festival starter om nogle dage, når de frivillige bag har fået en velfortjent nattesøvn ovenpå ugers hektisk forberedelse og se seneste dages intense afvikling af festivalen.



