En 91-årig kvinde fra Hurup blev tirsdag kl. 17.43 udsat for bedrageri og tyveri i sit hjem på Linde Allé.
Ifølge politikommissær Henrik Skriver Jensen fra Lokalpolitiet i Thisted blev kvinden opsøgt af to personer, som under påskud af at være bankbude fik udleveret hendes hævekort og tilhørende kode.
Det formodes desuden, at gerningspersonerne også har fået nogle guldsmykker med fra adressen.
Politiet efterforsker sagen og opfordrer borgere, der har set eller hørt noget mistænkeligt i området omkring Linde Allé i Hurup på tidspunktet, til at kontakte politiet.



