Af Markus Munk Jensen, tidligere konservativ folketingskandidat, nu partiløs debattør
Et synspunkt fra Vestjylland
Som jeg har skrevet om før, bliver det stadig sværere at være konservativ med den nuværende ledelse og de folketingsmedlemmer, der på papiret repræsenterer vores område.
Det parti, jeg meldte mig ind i, er nu en illusion.
Engang stod Det Konservative Folkeparti for sund fornuft, balance og respekt for hele Danmark. I dag er konservative værdier blevet erstattet af københavnsk café-latte-politik, mens Vestjylland – med liv, saltvand og hårdt arbejde – langsomt tabes på gulvet.
Den grønne politik er gået fra at være i balance med mennesker til at blive ren idealisme, hvor konsekvenserne bæres langt fra Christiansborg. Når fiskeriaftaler, CO₂-afgifter og kilometerafgift vedtages, rammer det ikke hovedstadens cafeer, men arbejdspladser i Hanstholm, landmanden i Thy og den lokale smed, der må dreje nøglen om. Vi tilbydes halve løsninger og sølle hjælpepakker som plaster på et gabende sår.
På cafeernes fortovskant sidder de selvtilfredse med tanken om, at de redder verden. Det sker samtidig med, at erhverv lukkes i Vestjylland og områder affolkes, blot for at de kan blive varme om hjertet.
Engang ville de konservative have samarbejdet med erhvervene om en grøn omstilling, der skaber bæredygtig natur og arbejdspladser i stedet for at lukke dem. I dag virker det som om folketingsgruppen har mistet forbindelsen til baglandet – ikke kun i Vestjylland, men i hele det Danmark, der lever af produktion, eksport og hårdt arbejde.
Nu tænker de kun på store overskrifter og politiske idealer, i stedet for at tænke på at vi skal hjælpe hinanden med grøn omstilling for at skabe en bedre og velstående verden for vores fælles fremtid.
Konservatisme handler om at bevare det bedste og udvikle det ansvarligt. Der er intet konservativt i at ofre virkelighedens Danmark på idealismens alter.
Jeg kan ikke længere forsvare eller repræsentere et parti, der prioriterer hurtige overskrifter højere end de mennesker, der holder Danmark kørende uden for de store byer. Når kampen for dem ophører, ophører partiet også for mig.
Min stemme er ikke længere partibundet – men min kærlighed til Vestjylland og troen på politik for mennesker af kød og blod består.



