Fra satellitteknologi i Hviderusland til industriteknik på Mors

Da Sviatlana Bandarenkas mand fik arbejde som smed hos HE-VA på Mors, valgte hun at rykke teltpælene op og flytte med. Det blev starten på en ny tilværelse – og en ny uddannelse. 

Til maj bliver Sviatlana Bandarenka udlært som industritekniker fra EUC Nordvest. Det lå ellers ikke i kortene for ni år siden, hvor hun var i fuld gang med en ingeniøruddannelse i Hviderusland. Samtidig arbejdede hun på en militærfabrik, der producerede komponenter til satellitteknologi. 

Men da Sviatlana flyttede til Danmark, kunne hun ikke bare fortsætte ad samme vej. Her skulle hun forholde sig til både et nyt land, et nyt sprog og et nyt uddannelsessystem.

– Det var hårdt i starten. Især på grund af sprogbarrieren. Jeg taler ikke så godt engelsk, så jeg startede hurtigt på sprogskole og fortsatte derefter på FVU (Forberedende Voksenundervisning). Her var jeg også i brobygning, og da jeg besøgte industriteknikerafdelingen på EUC Nordvest, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg var havnet på rette sted, fastslår Sviatlana.

Vejen til uddannelsen blev hurtigt banet, da hendes mands arbejdsplads, HE-VA, tilbød hende en læreplads.

Kendt viden – bare på et andet sprog

Industriteknikeruddannelsen ligger ikke så fjernt fra det, Sviatlana tidligere har arbejdet med. Den viden, hun har fra ingeniørstudierne i hjemlandet, har da også vist sig nyttig under uddannelsen. Ofte opdager hun, at et nyt fagudtryk fra undervisningen i virkeligheden dækker over noget, hun allerede kender – blot på russisk. 

Når jeg får oversat ordet, giver det hele pludselig mening. Så finder jeg ud af, at det faktisk er noget, jeg allerede har lært, fortæller hun.

Selvom der er mange faglige ligheder, er måden at lære på dog meget forskellig.

I mit hjemland er uddannelserne meget teoretiske. Men på EUC Nordvest får vi tingene i hænderne og arbejder med dem hele vejen fra tegning til færdigt produkt. Det synes jeg er meget mere spændende og gør, at man forstår tingene langt bedre, fortæller Sviatlana. 

En anden arbejdskultur

En anden markant forskel er arbejdskulturen. I Hviderusland er hierarkiet på arbejdspladsen tydeligt, og relationen mellem ledelse og medarbejdere meget formel. 

– Det er noget helt andet i Danmark. Her er forholdet til chefen og kollegaerne tættere og mere afslappet – næsten som en familie. Det er hyggeligt, og jeg er glad hver morgen, når jeg møder ind, lyder det fra Sviatlana.

Når hun til maj afslutter sin uddannelse, håber hun da også på, at uddannelsesaftalen med HE-VA kan blive udskiftet med en ansættelseskontrakt. Vejen til industriteknikerfaget begyndte langt fra Mors – men i dag er det her, hun ser sin fremtid.

af Redaktionen

Seneste Nyt

Relaterede artikler

Mors, Topnyheder

Morsø Kommune forventer besparelser på 44 til 50 millioner kroner 

Kommunen forventer at finde besparelser og omprioriteringer i størrelsesordenen 44 til 50 mio. kr. – selv efter indregning af et anslået særtilskud på cirka 40 mio. kr. til økonomisk udfordrede kommuner. 
3 min read
Mors, Topnyheder

Venstre: Store besparelser kræver svære valg i Morsø Kommune

Ifølge Malte Houe, politisk ordfører for Venstre i Morsø Kommunalbestyrelse, er der tale om en alvorlig, men nødvendig proces.
2 min read
Job & Erhverv, Mors, Thy, Topnyheder

Ny uddannelse skal styrke blå erhverv: EUC Nordvest satser på akvakultur

EUC Nordvest udvider nu sit uddannelsesudbud med en ny akvakulturuddannelse med tydelig maritim profil. Målet er at dække et stigende behov for arbejdskraft i en branche i kraftig vækst.
2 min read

Hjælp os med at dække din by
– Tip os om nyheder!

Så er du med til at hjælp os med at dække de vigtigste historier i dit lokalområde.