Fra Hanstholm til festivalscener over hele landet: Musikdrømmen blev til virkelighed for Anton.

For de fleste i Thy er Anton Skovmose et velkendt ansigt. Gennem flere år har han sat sit præg på ungdomsmiljøet som blandt andet formand for Ungdomsrådet i Thy (URT) og som en af de bærende kræfter bag Alive Festival.

Men mens mange har kendt ham som ildsjæl og frivillig, er han de seneste år også ved at skabe sig et navn som musiker.

Lørdag vendte han hjem til Thy Rock – denne gang på “Den Lille Vilde” scenen med sit nye band Efterår – og det var en særlig oplevelse at spille på hjemmebane.

– Det er en virkelig lang og sjov rejse. Jeg er gået fra at spille på et lille keyboard til musikskoleundervisning, og nu spiller jeg festivaler og koncerter over hele landet. Det er lidt fragmenteret, men vi kommer virkelig vidt omkring, fortæller Anton Skovmose.

Startede med keyboard sammen med sin mor

Musikken kom næsten ved et tilfælde.

Da fodboldsæsonen holdt vinterpause, mente Antons forældre, at han skulle have en ny fritidsinteresse. Især hans mor blev drivkraften bag beslutningen.

– Min mor foreslog, at vi skulle prøve musik. Vi begyndte faktisk begge to på keyboardundervisning, og senere fik vi undervisning hver for sig. Så fandt vi ud af, at jeg måske havde lidt flair for det, og siden har jeg egentlig bare spillet videre, fortæller han.

– Jeg startede som niårig, så jeg har snart spillet i 20 år.

Smugler

Aarhus blev springbrættet

Efter gymnasiet flyttede Anton Skovmose til Aarhus for at læse på Aarhus Universitet. Uddannelsen er nu afsluttet, men studietiden blev også begyndelsen på et nyt musikalsk kapitel.

Flytningen førte nemlig til en række nye musikalske samarbejder.

Han spiller blandt andet i det nordvestjyske band Smugler, hvor flere af medlemmerne kendte hinanden fra gymnasietiden i Thy.

– Da vi alle flyttede til Aarhus, tænkte de, at de skulle have fat i mig. Vi kendte hinanden i forvejen, så det var egentlig en ret naturlig vej ind i bandet, siger han.

Samtidig blev han en del af indiepopbandet Efterår – et samarbejde, der opstod på lidt mere tilfældig vis.

– De havde hørt mig spille til en koncert og var flyttet ind i det øvelokale, hvor vi øvede. Jeg sagde bare lidt i sjov, at de kunne ringe, hvis de manglede en keyboardspiller. To uger senere gjorde de det, og siden har jeg været en del af bandet.

Fra rock til drømmende indiepop

De to bands repræsenterer to vidt forskellige musikalske universer.

– Smugler er meget historiefortællende og har lidt den der Peter Sommer-vibe. Efterår er mere uptempo og drømmende indiepop med masser af energi. Det er to helt forskellige måder at lave musik på, og det er enormt fedt at kunne bevæge sig mellem dem, fortæller han.

I Efterår er Anton Skovmose ikke blot musiker. Han er også begyndt at bidrage til sangskrivning og produktion.

– Da jeg kom med, havde de allerede indspillet deres første album. Jeg skulle lære alle sangene. Nu er vi i gang med at skrive nyt materiale, hvor jeg også er med i den kreative proces.

Foto: Richo Lund Hald

Stadig en del af Alive

Selv om musikken fylder stadig mere, har Anton Skovmose ikke sluppet sine rødder i Thy.

Han er fortsat en del af Alive Festival og fremhæver netop netværket fra ungdomsmiljøet som en vigtig årsag til, at tingene er lykkedes.

– Tiden med URT og Alive har betydet enormt meget. Man får et kæmpe netværk af gode mennesker, som støtter op og følger med på rejsen. Det betyder virkelig meget.

En sommer fyldt med festivaler

Kalenderen er tæt pakket denne sommer.

Ud over koncerter med Efterår arbejder Anton Skovmose også på Tinderbox Festival, ligesom Alive Festival og Kulturmødet Mors står på programmet.

Efterår spiller blandt andet på Smukfest Live Camp, og der venter flere koncerter rundt om i landet.

Selv om hjemstavnen stadig betyder meget, er der ingen planer om at vende permanent tilbage til Thy foreløbig.

– Jeg elsker at komme hjem, men lige nu er det Aarhus og resten af landet, der trækker. Musikken fylder rigtig meget, og der sker virkelig mange spændende ting. Så jeg kommer ikke til at flytte tilbage til Thy lige nu, siger Anton Skovmose.

af Christian Kjeldsen

Seneste Nyt

Relaterede artikler

Mors, Topnyheder

Rekordpublikum fejrede Limfjordens skaldyr: Jesper Knudsen tog 14. DM-guld i træk

Tusindvis af gæster strømmede til Nykøbing Mors under Østers- og Muslingepremieren 2026, hvor Jesper Knudsen igen skrev historie, verdensmester Bjarke Jeppesen imponerede publikum, og nye gastronomiske oplevelser satte rekordweekenden i feststemning.
3 min read
Kultur, Mors, Topnyheder

Østers-kongen siger farvel: Jesper Knudsen jagter sin 14. DM-titel i sin sidste konkurrence på Mors

Jesper Knudsen fra Grindsted kan fredag aften vinde sit 14. danske mesterskab i østersåbning. Men uanset resultatet bliver det hans sidste optræden ved DM under Østers- & Muslingepremieren på Mors.
3 min read
Mors, Sport, Thy, Topnyheder

Mors-Thy fik smæk af stærkt Sønderjyske-hold

Mors-Thy startede bedst, men Sønderjyske tog hurtigt kontrollen. Viktor Bergholt scorede otte mål, mens Thorsten Fries stod med 15 redninger i 34-24-sejren.
1 min read

Hjælp os med at dække din by
– Tip os om nyheder!

Så er du med til at hjælp os med at dække de vigtigste historier i dit lokalområde.