Fra By til Thy: Lægestuderende på venteliste for at opleve Thy

Sidste år arrangerede Thisted Kommune for første gang “Fra By til Thy” – et arrangement hvor en række lægestuderende fra Aarhus besøgte  Thy i håb om, at de på sigt ville være med til at reducere den lokale lægemangel.

På lørdag gentages succesen når 30 lægestuderende besøger Thy hvor de skal surfe, besøge regionssygehuset og se behandlerhuset Dokken. På turen vil deltagerne opleve, hvilke fantastiske muligheder Thy byder på, både lægeligfagligt, kulturelt og i forbindelse med naturoplevelser. Faktisk er arrangementet så populært blandt de studerende, at der er oprettet en venteliste, oplyser Thisted Kommune.

Fra top til bund
Aalborg Universitetshospital Thisted er på et år gået fra bunden til toppen i popularitet blandt unge lægers førstevalg af basisuddannelses. Dette skyldes, at sygehuset har fået et godt ry blandt unge lægestuderende, for at være et trygt miljø, med god oplæring og tilpas mange blandede og spændende udfordringer.

Udover at sygehuset i Thy har fået et godt uddannelses renommé, har Cold Hawaii og Nationalpark Thy også haft en stor indflydelse, da flere unge læger søger surfer-miljøet og naturen i Thy. Det er derfor vigtigt, at Thisted Kommune forsat gør en indsats, for at unge læger bliver ved med at have en interesse i Thy og sygehuset.

Fra sidste års udgave af Fra By til Thy. Foto: Ulla Vestergaard

Initiativtager Tommy Pedersen udtaler om sin motivation, og hvilke udfordringer Thy har med at rekruttere læger:

– I forbindelse med at jeg skulle skrive mit bachelorprojekt, var det meget oppe i medierne om, hvor store rekrutteringsmæssige udfordringer sygehuset havde, med at få fat i det tilstrækkelige personale. På baggrund af min opgave, fandt jeg frem til flere problemer og en meget lav kendskabsgrad. Både til Thy og til de arbejdsmæssige muligheder på sygehuset.

Motiveret af løsninger
Tommy Pedersen blev derfor motiveret til at finde løsninger, som kunne være med til at vende skuden. Disse tanker resulterede i eventen ”Fra By til Thy”, som med stor succes blev afholdt første gang i september 2017.

Tommy Pedersens egen opvækst i Thy er en stor del af hans motivation for at være med til at skabe et Thy uden lægemangel:

– Som person har jeg nydt at vokse op i Thy og synes der er mange fantastiske egenskaber, muligheder og rigtig godt sammenhold, som giver mulighed for stærke relationer. Derfor vil jeg ved hjælp i de kompetencer, jeg har opnået igennem tiden, forsøge at gøre hvad jeg kan for at hjælpe Thy.

Christian Volmer, arbejder med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til Thisted Kommune. Han fortæller om om eventen:

– Thisted Kommune vil gå meget langt for at sikre en god lægedækning i kommunen. Derfor er vi også parate til at investere ressourcer i at vise kommunen frem til kommende læger.

Turen er kommet i stand i et samarbejde mellem initiativtager Tommy Pedersen, Thisted Kommune, studenterforeningen SAMS og en række sponsorerer.

Foto : Aalborg Universitet

Forfatter

Related posts

Top