Forsker: Ulvefrygten er overdrevet

Siden den første ulv i næsten 200 år blev spottet i Thy tilbage i 2012 har debatten raset i Danmark, og ulvens tilstedeværelse har splittet befolkningen.

Men ifølge ulveforsker hos Aarhus Universitets Institut for Bioscience, Peter Sunde, så er den voldsomme debat ude af kontekst set i forhold til, hvilke muligheder ulven reelt har for at overleve i Danmark.

– Den kan leve i Danmark, men det er i høj grad samfundets evne til at rumme ulven der afgør, om den overlever i Danmark, forklarer Peter Sunde til Altinget.

Han mener samtidig, at når vi sammenligner den påvirkning ulven har på fx. nationalparker i USA, er det forkert. Her lever de nemlig i et lukket naturmiljø uden påvirkning fra mennesker. Det vil de aldrig komme til i Danmark, derfor kan resultaterne af ulvens påvirkning herhjemme aldrig blive de samme som i USA, lyder forskerens konklusion.

Frygt er stærkt overdrevet
At ulven nu tilsyneladende er tilbage som en del af den danske natur giver anledning til bekymring hos befolkningen. Men bekymringen er, hvis man spørger Peter Sunde, stærkt overdreven. Dog forstår han enkeltstående elementer, der ikke kun handler om, hvilken magt ulven vil få i samspillet med naturens øvrige dyr.

– Ulven er selvfølgelig bøvlet i forhold til husdyr; den er stor, folk er bange for den, og så er der også potentielle risici, hvis man ikke tager sine forholdsregler.

I sin seneste statusrapport over bestanden af ulve vurderer Peter Sunde, at der mellem 2012 og 2017 er blevet observeret otte forskellige ulve i Danmark. Han vurderer derfor, at ulvebestanden i dag er større end det.

Forfatter

Related posts

Top