Forsinkelse rammer hospitalsbyggeri

Byggeriet af Nyt Aalborg Universitetshospital i Aalborg Øst når ikke at blive færdig til udgangen af 2021.

Region Nordjyllands Forretningsudvalg blev mandag 21. juni orienteret om, at fremdriften på sygehusbyggeriet ikke går så hurtigt som planlagt, og at man ikke når at blive færdig med byggeriet ved årets udgang.

De seneste måneder har der været tegn på, at omsætningen ikke holder trit med tidsplanen. Omsætningstallene, der i kroner og øre viser aktiviteten på byggepladsen, har i maj været markant lavere, og det er ikke længere muligt at bygge sygehuset færdigt inden for den forventede tidsramme.

– Det ærgrer mig selvfølgelig. Vi har fra regionens side arbejdet på at forcere byggeriet, med det har ikke været nok til at indhente det tabte. Nu må vi arbejde for at holde dampen oppe, hvor det er muligt. Forsinkelse er ensbetydende med ekstra omkostninger, fordi vi er nødt til at holde gang i byggepladsen længere tid, og derfor skal den forlængede byggetid gøres så kort som muligt, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Ifølge planen skal det ny hospital så småt tages i brug i slutningen af 2022 og være i fuld drift i første halvår af 2023. Men lige nu er det uvist, hvilke konsekvenser den forlængede byggetid får på indflytningen.

I byggeplanen er der indlagt en fase på cirka et års forberedelse, fra håndværkerne har forladt byggepladsen, til byggeriet af det ny hospital så småt kan tages i brug.

I den periode skal mange transportsystemer og meget apparatur monteres, testes og finjusteres, før hospitalet kan tage imod patienter.

Region Nordjyllands Forretningsudvalg har på mødet mandag besluttet, at der udarbejdes en opdateret hovedtidsplan, der også indeholder forslag til handlinger.

Den reviderede plan bliver fremlagt for politikerne medio august.

Foto: Region Nordjylland

Forfatter

Related posts

Top