Forrygende opbakning til Næssundfærgens Venner

90 deltog i informationsmøde samt stiftende generalforsamling i aftes i Sydvestmors Kultur- og Fritidscenter i Hvidbjerg.

– Det er dejligt. Det er simpelthen forrygende! Fortsætter den store interesse, velvilje og opbakning, vi oplever lige nu, er der ingen tvivl om, at Næssundfærgen går en god og aktiv fremtid i møde,  siger formanden for Næssundfærgens Venner, Henrik Olsen.

Mødets ca. 90 deltagere viste aftenen igennem tydeligt deres tilslutning til foreningens arbejde, som Henrik Olsen orienterede om såvel på informationsmødet som på den efterfølgende generalforsamling. Informationsmødet er det andet af to – det første var i Hurup tirsdag 19. april med ca. 30 meget entusiastiske deltagere.

Næssundfærgen Agger Værft

Grundig orientering om forarbejdet
Mens bestyrelsen i årets første måneder koncentrerede alt arbejde om at få aftaler og godkendelser omkring færgen på plads, så den har de bedste chancer for at komme i drift til sommer, har bestyrelsen nu sat fuld kraft på medlemshvervningen.

– Vi tegner rigtig mange medlemmer lige nu, og mange giver også bidrag. Det er en kæmpestor opgave at få færgen i sving, og det kræver stor opbakning fra alle tænkelige sider. Det er netop også det, vi oplever nu – og kan den interesse fortsætte og omsættes i, at mange folk også faktisk bruger færgen, når den kommer i gang igen, har vi de bedst mulige chancer for at sikre færgen og overfarten for fremtiden, siger Henrik Olsen.

Han håber at opbakningen også betyder, at frivillige melder sig til de mange forskellige opgaver med klargøring af og sejlads med færgen, administration, betjening af kiosk osv.

Næssund Fægen

Fremlagde visionerne for færgens fremtid
På informationsmødet fremlagde bestyrelsen visioner for opstartsprojekt 2016/17: Færgen skal helst være klar til begyndelsen af højsæsonen 2016 og sejle sommeren igennem. Med hverdagssejlads fra den årle morgenstund og til ved 18-tiden om aftenen, og en lidt senere start om morgenen i weekenden, kan både bolig-arbejdsstedstrafik og turisterne tilgodeses, samtidig med at udgifterne holdes nede sammenlignet med tidligere.

— Jo flere turister og fastboende, der benytter færgen sommeren igennem, des lavere bliver driftsunderskuddet, men selv optimistiske budgetter forudser fortsat, at billetindtægten ikke er nok. Den skal suppleres med andre indtægter – også i højsæsonen, hvor trafikken er størst, siger Henrik Olsen.

Han peger på, at det kan ske med private støttebidrag, “lej en færge”-sejlads med grupper om aftenen og en højere grad af ulønnet bemanding af færgen end budgetteret, hvis dette er muligt – mulighederne er mange, og ideer skal prøves af.

– Vi er optimistiske for sommeren 2016. Til gengæld kræver det større midler “fra sidelinien” hvert eneste år, jo flere måneder færgen sejler udenfor turistsæsonen, siger Henrik Olsen. Han understreger, at færgen vil sejle så meget som økonomien tillader – men det kan naturligvis ikke lade sig gøre at sejle, med mindre økonomien kan hænge sammen. Og også være så robust, at uforudsete udgifter kan klares uden vaklen.

Til bestyrelsen genvalgtes alle de hidtidige medlemmer: Henrik Olsen, Leif Noppenau, Find Færgemand Pedersen, Anders Riis, Henning Holm, Viggo Vangsgaard og Jette Jepsen. Til en aktiv suppleantpost valgtes Per Skøt. Revisorer blev Poul Kristensen og Johannes Lillelund.

Forfatter

Related posts

Top