Fornem teaterpris til Fyrspillene i Sydthy

Fyrspillene i Sydty har modtaget fornemste hæder, som Dansk Amatør Teater og Scenekunst (DATS) kan uddele; Anna og Arne Aabenhus’ Legat.

Legatet, som gives til en person eller gruppe, som har gjort en særlig indsats for amatørteatret, blev uddelt igår i forbindelse med den årlige generalforsamling, der blev afholdt i Blommenslyst ved Odense.

I begrundelsen for tildelingen hedder det bl.a., at:

– Siden 1984 har Fyrspillene i Sydthy hvert eneste år opført et nyskrevet egnsspil på en ny plads. Et helt særligt koncept, hvor der ud fra en bestemt plads fortælles en historie skrevet af en dygtig dramatiker. De fleste andre steder i landet har de mange egnsspil, som begyndte i midten af 70erne, ændret sig til store musicals, folkelige spil og familieforestillinger, men Fyrspillene har trofast holdt fast i den fine tradition med årlige egnsspil igennem alle årene.

– Det er blevet til spil om vikingetiden, jernalderen, middelalderen og fra nyere tid. Der har været spil om mange byer og mange kendte personer – ikke mindst har stifteren af denne pris Arne Aabenhus, lagt person til en rolle i et af spillene, nemlig i 2004 (Spillet om Hørdum, red.).

– Fyrspillene i Sydthy gavner dansk dramatik ved deres måde at håndtere årets spil på, og de gav-ner også publikums lokale bevidsthed ved at bruge lokale historier, personer og byer i deres spil.

– Fyrspillene i Sydthy står for solid og gedigent amatørteater i meget høj kvalitet opbygget og trænet igennem 35 år.”

På vegne af Fyrspillene i Sydthy modtog foreningens formand Heidi Søgaard Madsen prisen:

– Det er en stor ære. at modtage den fornemmeste pris inden for dansk amatørteater, og vi er meget glade, stolte og taknemlige for prisen, udtaler hun.

– Samtidig inspirerer og motiverer den os til at fortsætte vores arbejde, hvor vi bestræber os på at give publikum gode oplevelser og samtidig udvikle vore medvirkendes færdigheder og give dem nye udfordringer, slutter Heidi Søgaard Madsen.

På grund af COVID-19 situationen har Fyrspillene i Sydthy udsat Fyrspillet 2020 – “Ravkongens døtre” – til 2021, hvor forestillingen opføres fra den 30. juni til og med 4. juli.

Privatfoto

Forfatter

Related posts

Top