Formiddag med fortællinger fra Mors

”Hestehoved Foran” – et øprojekt i samarbejde mellem Morsø Folkebibliotek, Museum Mors og Limfjordsteatret – inviterer til en formiddag med kaffe på kanden og udveksling af hverdagsfortællinger fra Mors. Det er Limfjordsteatret som er vært denne formiddag.

Hverdagsfortællinger fra Mors bliver omdrejningspunktet for en fortællerformiddag på Limfjordsteatret onsdag 10. maj arrangeret af samarbejdsprojektet ”Hestehoved Foran” fra kl. 10:00 til kl. 12:00 cirka.

Morsingboer fra 60 år og opefter inviteres til morgenmad, nybrygget kaffe og hyggeligt samvær, hvor deres egne historier og erindringer kommer i centrum. Alle er velkomne. Fortællingerne vil blive hjulpet på vej af to medarbejdere fra Limfjordsteatret, Charlotte Olling Rebsdorf og Katrine Weigelt. Forfatterne Knud Sørensen Og Jens Smærup Sørensen vil læse lidt op fra deres egne fortællinger om øen og fortælle små historier om øen.

– Vi vil gerne høre fortællinger fra hverdagen på Mors. Så det er ikke meningen, man skal forberede en helt masse hjemmefra. Man skal bare møde op, så finder vi sammen vej til historierne, siger projektleder Charlotte Olling Rebsdorf, der står i spidsen for LIM’eren på Limfjordsteatret.

Samarbejdsprojektets formål er, at vi i fællesskab ønsker at skabe en ramme for, at litteraturen møder borgeren og for at skabe en fortælling, som borgeren er en del af. Projektet forankrer borgerens identitet og tilhørsforhold til Mors, så borgeren kommer til at bære en bid af Mors med sig videre i livet.

I løbet af arrangementet får deltagerne mulighed for at høre to nye lydportrætter af øens to store forfattere, Knud Sørensen og Jens Smærup Sørensen.

Arrangementet er gratis. Dog er der kun 20 pladser, som besættes efter først-til-mølle-princippet med sidste tilmeldingsfrist 1. maj hos Kirsten Eg på tlf. 97 71 05 15 eller kirsten@limfjordsteatret.dk

Forfatter

Related posts

Top