Forbrugere vinder sager om aflyste rejser under corona

Hvis en rejsearrangør aflyser en forbrugers rejse som følge af coronasituationen, så har forbrugeren krav på at få sine betalte penge tilbage.

Det oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse, efter at Pakkerejse-Ankenævnet for nylig i 19 sager har givet forbrugere medhold i, at de skulle have penge tilbage.

I de 19 sager havde rejsearrangørerne aflyst forbrugernes rejse som følge af coronasituationen. Når det er rejsearrangøren og ikke forbrugeren, der aflyser, så har forbrugeren krav på at få returneret sine penge. Det forklarer Lars Arent, der er leder af forbrugercentret Forbruger Europa.

– Der er forskel på, om man selv aflyser, eller om rejsearrangøren aflyser. Hvis rejsearrangøren aflyser rejsen, har man ret til at få de penge, man har betalt, tilbage – også hvis aflysningen skyldes corona, siger han.

Hvis det omvendt er forbrugere, der selv afbestiller, så er det ikke sikkert, at man kan få hele rejsens pris tilbage.

– Det vil afhænge af flere forhold, som for eksempel hvornår man har bestilt rejsen, hvornår man afbestiller og omstændighederne omkring afbestillingen i øvrigt, siger Lars Arent.

Tyrkiet, Bulgarien og Kreta var blandt rejsemålene for de 19 sager fra Pakkerejse-Ankenævnet.

Forbrugerne skulle have været af sted i foråret eller sommeren 2020. Men rejsearrangørerne aflyste på grund af coronasituationen og Udenrigsministeriets rejsevejledninger.

Det gav forbrugerne ret til at få pengene retur i alle 19 sager.

/ritzau/

Forfatter
Tags ,

Related posts

Top