Forberedelserne til årets dyrskue er i gang

Alt tegner til, at årets udgave af Dyrskuet Thy-Mors får ligeså stor tilslutning som tidligere år.

– Også antallet af erhvervsudstillere er intakt, og på nuværende tidspunkt er der kun få ledige pladser tilbage, fortæller koordinator for dyrskuet Susanne Thomsen.

Landbruget i Børnehøjde er en stor succes
I år er deltagerantallet til landbruget i børnehøjde lidt lavere end tidligere, da Thisted Kommune har et andet tilbud til kommunens 0. og 2. klasser:

– Derfor har vi kun inviteret 1. og 3. klasser. På Mors kan alle i indskolingen deltage, som de forrige år. Dertil kommer et stort antal børnehaver og dagplejere, som også benytter sig af muligheden for at få et indtryk af landbrugserhvervet og en hyggelig dag. Under omstændighederne går det rigtig godt med tilmeldingerne, og vi er pt på 1500 tilmeldte børn og voksne – så vi er godt tilfredse, fortæller  Susanne Thomsen.

Stor interesse for landbruget
Dyrskuets formand Kim Jørgensen, Thyholm, glæder sig over den store interesse for landbruget, som skolerne viser med opbakning fra områdets kommuner:

– Det er vigtigt for os at oplyse om landbruget og dets betydning for lokalsamfundet, og derfor prioriterer LandboThy fredagens aktiviteter højt. Samtidig er vi så heldige, at have en stor gruppe af frivillige, der hjælper på dagen og giver børnene en førstehånds fortælling om landbruget. De er uundværlige hjælpere, siger han.

Foto: Dyrskuet Thy-Mors

Tilmeldingstallet for kvæg, heste og smådyr forventes også at nå niveauet for sidste år. Der er tilmeldingsfrist
for dyr den 7. maj.

Igen i år er der et område med stande med forskellige aktiviteter i naturen og et stort telt med udstilling af lokale produkter. Underholdningsprogrammet er under planlægning, men allerede nu er det sikkert at der vil være bl.a. hesteshow og underholdning for hele familien dagen lang

Ca. 7.000 gæster har de foregående år besøgt Dyrskuepladsen i Thisted, og arrangørerne håber på lige så stor tilslutning i år.

Dyrskuet Thy-Mors finder sted d. 9. juni.

Foto: Dyrskuet Thy-Mors

Forfatter

Related posts

Top