Forbered dig på en lynende sommer

Vi har allerede haft mange dage med torden og lyn. Og det er næppe slut endnu, for sommeren er højsæson for lyn og torden – og de skader, som lynet kan medføre.

Derfor opfordrer forsikringsselskabet Topdanmark til, at du sikrer dit hus imod lyn-skader.

Flot ser det ud, men lynets kraft kan desværre føre store skader med sig. Ifølge DMI topper antallet af lynnedslag i juni, juli og august, hvor ca. 76 % af det årlige antal lyn slår ned. Alene Skt. Hans Aften blev der ifølge DMI målt 6.000 lynnedslag over Danmark og Nordtyskland.

– Vi får i snit over tusind anmeldelser af lynskader hvert år. Men i 2014 fik vi mere end 2.600 anmeldelser. Det er typisk sådan, at jo flere lyn des flere skader ser vi desværre også. Derfor er det altid en god idé at tage sine forholdsregler, siger salgschef Jacob Skyum fra Topdanmark i Thisted.

Pas på elektronikken
Det er især det elektroniske udstyr, der er udsat, når lynene er over os. Det gamle råd om at frakoble elektronisk udstyr, når der bliver varslet lyn og torden, eller du rejser på ferie, gælder derfor stadig. Man skal dog være opmærksom på, ikke at trække stikket ud af køleskab, fryser eller lignende apparater, som behøver strøm.

– Stort set alt, som er tilsluttet el-nettet, kan gå i stykker. Vi ser typisk, at det er tv, computer, internetrouter og dvd-afspiller, der bliver ramt af kortslutning. Og hvis lynet er slået ned meget tæt ved huset, kan der være sket skade på selve ledningsnettet, og så er de hårde hvidevarer måske også ødelagt. Det er en god idé at tage alle elektriske apparater, som ikke behøver strøm, imens du er væk, ud af stikket, så du undgår, at de går i stykker, hvis lynet slår ned,”siger Jacob Skyum.

Er man væk i en længere periode pga. ferie eller arbejde, kan man lave en aftale med fx sin nabo om at kontrollere, at køle- og fryseskabe stadig fungerer efter lynnedslag i omegnen.

– Er uheldet ude, er det vigtigt at melde det til sit forsikringsselskab, så skaden kan blive udbedret hurtigst muligt,”siger Jacob Skyum.

FAKTA:
Gode råd når det lyner

Tag stikket ud på al elektronik undtagen køleskabe og lignende apparater
Skal du på ferie, så få en nabo til at tjekke om HFI/HPFI-relæet er afbrudt efter et tordenvejr og genaktivere det
Søg ikke ly under træer
Undlad at røre ved større elektrisk ledende genstande, fx hegn, rækværk, vandhaner, varmeapparater eller apparater forbundet til el- og telefonnettet
Hvis du bliver fanget på søen af et tordenvejr, så søg så langt væk fra masten som muligt
Luk døre og vinduer

Kilde: www.dmi.dk

Foto: TopDanmark/Colourbox

Forfatter

Related posts

Top