Forældre tager ansvar for deres børns alkoholvaner

Danmark er det land i Europa, hvor unge oftest drikker sig fulde. Forældre spiller en afgørende rolle, hvis den udvikling skal vendes, og heldigvis viser nye tal fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden, at forældre i høj grad tager ansvaret på sig. Men det kan være svært for mor og far at finde hoved og hale i de gode alkoholråd.

Når det kommer til alkohol, siger 74 pct. af forældre til 13-15-årige, at de gør noget for at få deres barn til at drikke mindre eller slet ikke at drikke alkohol. Det viser en ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholkampagne ’Fuld af liv’.

Ifølge rapporten angiver forældrene især, at de taler med deres barn om alkohol og laver aftaler. Men de forsøger også at være gode rollemodeller ved selv at begrænse deres alkoholforbrug. At forældrene tager det vigtige ansvar på sig, er godt og vigtigt, mener Peter Dalum, der er projektchef i ’Fuld af liv’-kampagnen.

– Det bedste, man kan gøre som forælder, er at tage stilling til sit barns alkoholforbrug, tale med barnet om alkohol og lave aftaler. På den måde kan man både udskyde alkoholdebuten og få sit barn til at drikke mindre, siger han.

Et ’misforstået hensyn’ at købe alkohol til sine børn
Det er dog ikke alle tiltag, der er lige gode, når man som forælder forsøger at få sin teenager til at drikke mindre. Rapporten viser, at 52 pct. af forældrene til de 13-15-årige, som er begyndt at drikke alkohol, selv har købt drikkevarer med procenter i til deres børn.

Selvom det gøres i den bedste mening, fraråder ’Fuld af liv’-kampagnen, at man køber alkohol til sit barn, når han/hun ikke er gammel nok til at købe det selv.

– Undersøgelser viser, at tilgængelighed har betydning for, hvor meget alkohol, unge drikker. Derfor bør man ikke som forælder gøre det nemt for sit barn at få fat i alkohol, siger Jette Jul Bruun, der er programchef i TrygFonden.

Hun opfordrer til, at forældre besøger kampagnen ’Dit barn – din alkoholdning på www.fuldafliv.dk, hvor forældre gennem quizzer og spil kan blive klogere på, hvordan man håndterer sit barns alkoholvaner. Her er forskellige materialer, afhængigt af, om dit barn er over eller under 16 år.

Foto: Unsplash

Forfatter

Related posts

Top