Forældre kan få hjælp til at støtte børn i matematik

Forældrematematik er navnet på et nyt tilbud på Mors, hvor forældre kan få konkrete værktøjer til at tale med barnet om matematik og sproget i opgaverne. Målet er at give børn mere selvtillid og mere lyst til at lære. Der søges frivillige til at holde oplæg om matematik for forældrene hos den frivillige forening, som står bag tiltaget.

Når vi tænker på matematik, tænker mange på tal og regnestykker. Men matematik handler også om ord og sprog. Matematikken har sine egne ord og regler, som eleverne skal kende til for at forstå hvad en opgave går ud på – det kan være lige så svært som selve regnestykket.

I skolen møder elever ofte opgaver, hvori de skal forklare, vise, beregne ellersammenligne. For voksne virker de ord måske nemme. Men for børn kan de være svære at forstå. Ordene kan derfor blive en barriere som står i vejen for at løse selve matematikken i opgaven.

Forældre kan hjælpe med matematiksproget

Forældre spiller en vigtig rolle. Mange børn kæmper ikke med tallene, men med ordene i opgaverne. Når forældre taler om matematik i hverdagen – for eksempel når man bager, måler eller regner på lommepenge – bliver ordene lettere at forstå.

Ved at læse opgaver sammen og tale om ord som forklar eller sammenlign, kan forældre hjælpe deres børn. Det styrker børnenes selvtillid, og gør det lettere at lære matematik.

Forældrematematik – hjælp til forældre

Forældrematematik er en indsats fra Matematikcenter, som nu introduceres i Morsø Kommune for at hjælpe forældre med at støtte deres børn i matematik. Matematikcenter tilbyder gratis materialer og oplæg på kommunens skoler, hvor forældre får konkrete værktøjer til at tale om matematik og forstå sproget i opgaverne. Målet er at give børn mere selvtillid og lyst til at lære.

– Samarbejdet med Matematikcenter er en spændende mulighed for at styrke vores indsats i matematikundervisningen. Vi ser frem til at trække på deres ekspertise, så vi sammen med Matematikcenter og forældrene kan skabe endnu bedre kompetencer og motivation for faget matematik hos eleverne, siger matematikvejleder Anita Vigsø fra Morsø Kommune.

Frivillige holder oplæg

Det er frivillige fra Matematikcenter, der holder oplæggene. Vil du vide mere om at blive frivillig oplægsholder? Se mere på Matematikcenters hjemmeside, www.matematikcenter.dk

Matematikcenter er en frivillig forening, der arbejder for at nedbryde barrierer i matematik.

Matematikcenter tilbyder gratis hjælp til børn, unge og forældre uden for skoletid.

Forældrematematik er støttet af Egmont Fonden.

Indhold og foto : Morsø Kommune

af Redaktionen

Relaterede artikler

Kultur, Mors, Thy, Topnyheder

SMK og headspace Danmark i nyt samarbejde: Kunstklodser hjælper unge med at sætte ord på svære følelser

....
1 min read
Job & Erhverv, Thy, Topnyheder

Endnu et stort dieseltyveri i Thy: 700 liter stjålet fra skraldebiler

Politiet efterforsker endnu et større dieseltyveri i Thy efter et indbrud på Håndværkervej i Vestervig mellem torsdag aften og fredag morgen.
1 min read
Alarm 112/114, Mors, Topnyheder

27-årig kvinde ramt af knallert på Mors

En 27-årig kvinde blev fredag eftermiddag kørt til tjek på Regionshospitalet Viborg efter et færdselsuheld på Nørrebro på Mors.
1 min read

Hjælp os med at dække din by
– Tip os om nyheder!

Så er du med til at hjælp os med at dække de vigtigste historier i dit lokalområde.