Forårsfornemmelserne vender tilbage

Der er gode chancer for at få et par solstråler på næsetippen senere på ugen, hvor det meste af landet får nogen til en del sol frem til fredag.

Sådan lyder prognosen fra Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt mandag morgen.

– Alt i alt bliver det en uge, der lugter lidt af forår, siger hun.

Ugen begynder med temperaturer mellem seks og ni grader. Men allerede tirsdag kommer der lidt lunere luft ind over landet, som resten af ugen giver temperaturer mellem 9 og 12 grader.

– De gode muligheder for sol fortsætter hele ugen frem til fredag, men der kan også blive perioder med smådryp i løbet af ugen. Men overordnet bliver det relativt lunt og forårsagtigt, siger Mette Wagner.

Solrig onsdag
Særlig onsdag ser ud til at blive en dag, der kan blive præget af byger, men der skulle også blive plads til en del sol.

Først fredag bliver vejret igen mere ustadigt, viser prognosen. Mandagens blæst ser også ud til at vende tilbage fredag, hvor der igen kan komme vindstyrker op til kuling.

Ifølge meteorologen er der hele ugen god grund til at være opmærksom på nattefrost.

– Når der ikke er nogen dyne af skyer over os i dag- og nattetimerne, så får vi altså nattefrost, siger hun.

Natten til tirsdag kan temperaturerne lokalt falde til tre til fire frostgrader. Og hele ugen bør man være opmærksom på glatte veje om natten og tidligt om morgenen.

/ritzau/

Forfatter
Tags ,

Related posts

Top