For meget vand i varmen kan være farligt

Landets skadestuer og akutmodtagelser tager i disse dage mod et stigende antal danskere der lider af væskemangel.

Det gængse råd er, at man når det er så varmt som nu, skal drikke to til to og en halv liter væske i døgnet. Men hvor de fleste tror, at vand er den bedste væske at indtage kommer en overlæge nu med en noget anden udmelding:

– Det skal ikke være postevand, men ting som saftevand, juice, sodavand eller danskvand, siger Michael Hansen-Nord, der er ledende overlæge på akutmodtagelsen i Odense til TV2.

– Postevand er ikke en god idé, for der er ikke nogen salte i almindeligt vand fra hanen, og det gør, at indholdet af salt i din krop falder, og det kan man også dø af, fortæller overlægen.

Dermed ikke sagt, at det er hvad som helst, man skal drikke.

– Man kan godt drikke te og kaffe, men man skal ikke tanke sig op med 2,5 liter spiritus. Man bør holde sig fra alkohol i den her situation, opfordrer Michael Hansen-Nord.

Sådan tjekker du om du får væske nok
Mange er af den opfattelse, at man ud fra urinens farve kan vurdere, om man får nok væske. Men det er ifølge Michael Hansen-Nord spild af tid.

I stedet skal man bruge huden på håndryggen som pejlemærke:

– Hvis du tager fat i en hudfold, og den bliver stående, efter du har givet slip, kan det være et tegn på væskemangel, fortæller han og understreger, at især ældre mennesker med tynd hud dog godt kan opleve, at huden bliver stående, selvom de har fået nok at drikke.

Forfatter

Related posts

Top